Overfølsomhed for temperatur, berøring, f.eks. fra tøj m.m.
Årsag
CRPS er en smertetilstand, der optræder i et afgrænset område ofte efter en skade på en arm eller et ben. Foruden smerte kan der også være andre gener i det samme område.
Efterhånden kan smerten sprede sig fra området, hvor den opstod, til andre dele af kroppen. F.eks. kan en skade i en enkelt finger give smerter i hele armen.
Den endelige årsag til udviklingen af CRPS er endnu ikke fuldt klarlagt, men tilstanden skyldes en form for forstyrrelse i dit nervesystem.
Dit nervesystem har af ukendte grunde overreageret på en skade i vævet. Selvom vævet er helet fint op, påvirkes nervesystemet stadigt, fordi nerverne er blevet ekstra følsomme.
Nerverne alarmerer hele tiden hjernen. Derfor føler du smerte selv uden grund, og du oplever smerterne kraftigere og i længere tid, end det man kan forvente efter en skade.
Når hjernen bliver påvirket af mange smertesignaler over lang tid, kan den blive overfølsom over for smerte og dermed reagere mere voldsomt på smertesignalerne. Hvert smertesignal opfattes som værre, end det burde, og efterhånden skal der også mindre og mindre til for at udløse smerten.
Dit nervesystem bliver generelt mere følsomt, så smerter andre steder i kroppen kan også begynde at føles kraftigere.
Om forløbet
Det er vigtigt, at du skaber en hverdag, hvor du finder en passende balance mellem aktivitet og hvile i forhold til din sygdom.
Kunsten er at finde en balance, så du undgår overbelastning, men også undgår at bruge din krop for lidt.
Selvom du finder en passende balance, er det meget almindeligt, at dine smerter nogle dage er stærkere end andre.
CRPS kan forsvinde helt eller delvist over tid. Prognosen er særligt god, hvis CRPS er opdaget tidligt.
I sjældne tilfælde kan CRPS desværre komme tilbage. Det sker for det meste i forbindelse med en operation, eller hvis du får en ny skade.
Om behandlingen
Da sygdomsforløbet med CRPS er meget forskelligt fra person til person, er det vigtigt med hurtig individualiseret behandling.
Din behandling vil ofte bestå af genoptræning sammen med en ergo– og/eller en fysioterapeut samtidig med, at du får medicinsk behandling.
Du bliver vejledt i, hvordan du kan håndtere din hverdag, dine aktiviteter og de smerter, du oplever.
Hvis du får flere smerter, som varer mere end to dage, er dit aktivitetsniveau for højt. Du skal i så fald justere din genoptræning og dine daglige aktiviteter.
Gode råd
Når noget i kroppen gør ondt, kan du have tendens til at undgå at bevæge den del af kroppen. Det er dog uhensigtsmæssigt, da det kan medvirke til reduceret blodcirkulation og nedsat muskelstyrke. På sigt kan det medføre, at du oplever flere smerter.
Derfor er det vigtigt, at du er aktiv og bevæger dig så naturligt som muligt for at øge blodcirkulationen og for at bevare din muskelstyrke.
Føler du bekymring, angst eller stress, kan det medvirke til at øge dine smerter. Modsat kan glæde, tryghed og følelsen af kontrol mindske dine smerter.
Gør derfor noget for dig selv, som har en positiv virkning, for på den måde at nedsætte dine smerter.
Planlæg din dag med aktivitet og hvile
Del dine aktiviteter op. Del f.eks. støvsugningen op, så du holder pause efter hvert rum
Lav noget afstressende mellem dine aktiviteter. Gå en tur, lyt til musik o.lign.
Vær aktiv og i god fysisk form, uden at dine smerter forværres
Fortsæt med hobbyer, som du holder af, og som du kan klare
Øv dig i at blive tilfreds med det, du kan
Øv dig i at bede om hjælp
Tag smerterne alvorligt - uden at de får al din fokus
Opbyg din smertetolerance. Løft f.eks. først lette ting og prøv noget tungere, når du har vænnet dig til det
Bevar roen og gå ikke i panik. Det er helt normalt, at din tilstand kan ændre sig i en periode
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/763818
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.