Hvis du har KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), kan du opleve en akut forværring, der kræver, at du bliver indlagt.
I forbindelse med indlæggelsen vil en læge vurdere, hvilken behandling du har brug for, og et element i behandlingen kan være vejrtrækningsstøtte, også kaldet Non-Invasiv Ventilation (NIV).
Når du har kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), vil du fra tid til anden opleve, at der opstår akut forværring af de lungesymptomer, du kender fra hverdagen.
Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med infektioner i luftvejene, hvor betændelsestilstanden gør vejrtrækningen mere besværlig og anstrengt.
I nogle tilfælde er det så svært at trække vejret, at vejrtrækningsmusklerne har svært ved at klare opgaven. Du vil opleve at blive udmattet, og at du trækker vejret endnu dårligere. Det kan vi se på dig, og vi kan måle det ud fra en blodprøve på indersiden af håndleddet (arteriepunktur).
Lægen vil ud fra din tilstand og svaret på blodprøven vurdere, om du kan have gavn af vejrtrækningsstøtte, såkaldt Non-Invasiv Ventilation, også kaldt NIV.
Om behandlingen
Til NIV-behandlingen anvendes en maske, som placeres foran din næse og mund. Masken er via en slange forbundet med et apparatur, som tilfører luft til masken med et varierende overtryk.
Foto: Helle Brandstrup Larsen
Maskinen støtter din vejrtræning ved at blæse luft ind, når du trækker vejret ind og give modstand, når du puster ud. Dette aflaster dine muskler fra en del af vejtrækningsarbejdet og du vil føle, at din vejrtrækning bliver nemmere.
Du kan både være vågen og sove, mens du har masken på
Du er helt vågen i forbindelse med behandlingen, men nogle patienter falder hurtigt i søvn, når masken er sat på.
Det kan være en fordel i starten, da det gør det nemmere for kroppen at samarbejde med maskinen om vejrtrækningsrytmen.
Under behandlingen bliver masken holdt på plads af nogle remme henover hovedet og bagom nakken.
Det er vigtigt, at masken slutter tilstrækkelig tæt, men den må ikke sidde så stramt, at det gør ondt.
Du kan snakke, selvom du har masken på
Maskens velcro-lukkemekanisme gør, at du kan tage masken af og på, når du f.eks. skal spise, drikke eller gå på toilettet.
Længden af behandlingen afhænger af, hvordan du har det, og hvordan blodprøverne udvikler sig. Behandlingen varer typisk fra et til flere døgn.
Under behandligen vil plejepersonalet observere dig tæt.
Vi kontrollerer løbende effekten af behandlingen ved at:
Se, hvordan du har det
Måle iltindholdet i dit blod med en fingerklemme
Måle puls og blodtryk
Tage blodprøver på indersiden af håndleddet
Behandlingen stopper, når din tilstand er stabil.
Vær opmærksom på
Vi vil gøre, hvad vi kan for at minimere dit ubehag ved behandlingen. Det er derfor vigtigt, at du fortæller personalet om eventuelle gener. En gene kan f.eks. være:
Tørhed i øjne, næse og mund pga. luftstrømmen
Tryk over næsen fra masken
Der kan opstå tryksår, hvis masken, der slutter tæt til ansigtet, ikke sidder korrekt.
Fornemmelsen opstår pga. det høje lufttryk fra maskinen.
Kontakt
Spørg personalet om behandlingen
Har du eller dine pårørende spørgsmål vedrørende NIV-behandlingen, er I velkomne til at spørge personalet på afsnittet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/769937
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.