Du kan opleve kvalme og opkast ved alvorlig sygdom. Her finder du gode råd om, hvordan symptomerne kan lindres.
Gå direkte til
Symptomer
Kvalme er en ubehagelig fornemmelse i maven, som ofte ledsages af lyst til at kaste op. Opkast er tømning af maveindholdet gennem munden. Begge symptomer kan være meget belastende og påvirke livskvaliteten.
Det er almindeligt at have kvalme uden at kaste op, og nogle oplever selve kvalmen som mere ubehagelig end det at kaste op.
Nogle er plaget af kvalme og opkast hver dag, mens andre kun oplever det i korte perioder.
Årsag
Der kan være mange årsager til kvalme og opkast, og ofte er det en kombination af flere faktorer. Ens psykiske tilstand kan også have indflydelse på, hvor let man får kvalme.
Hyppige årsager til kvalme og opkast:
Smerter
Forstoppelse
Træthed, udmattelse og vægttab
Medicin, f.eks. smertestillende medicin som morfin og morfinlignende stoffer, gigtpræparater og antibiotika
Angst, utryghed og depression
Sygdommens udvikling, f.eks. tryk på maven, tarmene eller hjernen
Bivirkninger af behandling, f.eks. kemoterapi eller strålebehandling
Nedsat tarmfunktion
Infektioner eller forgiftning.
Gode råd
Lindring af symptomerne ved kvalme og opkast afhænger af årsagen. Der findes både medicinske og ikke-medicinske tiltag.
Kvalmestillende medicin (antiemetika), fx:
Metoclopramid (Primperan)
Ondansetron (Zofran)
Haloperidol
Dexamethason
Behandling af underliggende årsag, f.eks. afførende ved forstoppelse.
Der er flere ting, du selv kan gøre for at lindre ved kvalme og opkast:
Spis små, hyppige måltider
Undgå stærke lugte og fedtholdig mad
Vælg tørre og kolde fødevarer, f.eks. ristet brød, kiks eller is
Drik langsomt og i små mængder – gerne kolde drikke
Hold værelset køligt og godt ventileret
Find en behagelig hvileposition (halvt siddende)
Sørg for ro og tryghed – afslapning og nærvær kan mindske kvalme.
Kontakt læge eller plejepersonale hvis:
Kvalmen og/eller opkast er vedvarende og invaliderende
Der ikke er effekt af den ordinerede behandling
Du ikke kan holde væske eller medicin i dig
Der opstår blodigt opkast eller tegn på tarmstop (oppustet mave, ingen afføring).
Du kan opleve mange forskellige symptomer som eksempelvis smerter, forstoppelse, mundtørhed mm., når du er alvorligt syg.
Nogle symptomer kan være relateret til din sygdom, andre til din behandling. Symptomerne kan også hænge sammen og/eller forstærke hinanden.
Det er vigtigt, at du fortæller os om dine symptomer, så vi kan hjælpe dig med at få dem lindret.
Forløbsguiden er en app til telefonen, som fungerer som dit opslagsværk. Med app'en har du altid viden og sundhedspersonalet lige ved hånden.
I Forløbsguiden kan du:
finde vigtige informationer, vejledninger og gode råd
skrive beskeder til Enhed for Lindrende Behandling, som de vil svare på inden for 1-2 hverdage.
Du kan også dele dit digitale forløb med dine pårørende. Dine pårørende har kun 'kigge'-adgang og kan derfor ikke se, hvad du eventuelt skriver til Enhed for Lindrende Behandling.
Kvalme og opkast kan være psykisk belastende. Tal med personalet om dine symptomer – lindring er mulig, og du skal ikke gå alene med det. Pårørende kan hjælpe ved at støtte med mad og drikke, skabe ro og være nærværende.
Forløbsguiden er en app til telefonen, som fungerer som dit opslagsværk. Med app'en har du altid viden og sundhedspersonalet lige ved hånden.
I Forløbsguiden kan du:
finde vigtige informationer, vejledninger og gode råd
skrive beskeder til Enhed for Lindrende Behandling, som de vil svare på inden for 1-2 hverdage.
Du kan også dele dit digitale forløb med dine pårørende. Dine pårørende har kun 'kigge'-adgang og kan derfor ikke se, hvad du eventuelt skriver til Enhed for Lindrende Behandling.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1617099
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.