Mange alvorligt syge oplever åndenød og åndedrætsbesvær i sygdomsforløbet. Her finder du gode råd til, hvad der kan give lindring.
Gå direkte til
Årsag
Mange alvorligt syge oplever åndenød og åndedrætsbesvær i sygdomsforløbet. Det er en ubehagelig og angstfremkaldende oplevelse, som kan give frygt for at blive kvalt eller ikke kunne få luft nok – særligt i den sidste levetid.
Angsten kan i sig selv forværre åndenøden. Derfor er det vigtigt at arbejde med både fysiske og psykiske strategier til lindring.
Gode råd
Åndenød kan lindres på flere måder:
Medicinsk lindring – fx med morfin og angstdæmpende medicin
Ikke-medicinske tiltag:
Rolig, styret vejrtrækning
Afspænding og mindfulness
Frisk luft eller en blæser mod ansigtet
Hensigtsmæssige hvilestillinger
Nærvær, ro og fysisk berøring.
Forskning viser, at iltbehandling ikke har dokumenteret effekt på åndenød i den sidste levetid, medmindre der er lav iltmætning i blodet.
Tryghed og nærvær
Noget af det vigtigste i lindringen af åndenød er tryghed. Mange oplever bedring, når der er en anden person til stede – med rolig stemme, fysisk kontakt eller blot nærvær.
Et nærværende menneske kan være den bedste lindring.
Fysioterapi kan spille en vigtig rolle i lindringen:
Læbepust: Træk vejret ind gennem næsen og pust roligt ud med let spidsede læber
Vejrtrækning med skuldrene afslappede: Undgå at trække vejret højt oppe – fokuser på maven
Sid i foroverbøjet stilling med støtte til albuerne kan lette vejrtrækningen
Afkøling af ansigtet (med blæser, fugtig klud eller vifte) kan give en oplevelse af lindring.
Det er normalt, at tanker og følelser fylder meget, når man er alvorligt syg. Angst og uro kan påvirke både kroppen og sindet – og dermed også vejrtrækningen.
Beroligende strategier:
Skriv dine tanker ned før sengetid
Tal med dine nærmeste eller en professionel
Normalisér dine tanker: Det er normalt at føle angst – du er ikke alene
Brug vejrtrækningsøvelser og korte mindfulness-sessioner
Du er ikke alene. Der findes hjælp – både fysisk, psykisk og menneskelig. Tal med dit sundhedsteam om dine symptomer og behov. Nærvær, ro og omsorg er lige så vigtige som medicin.
Du kan opleve mange forskellige symptomer som eksempelvis smerter, forstoppelse, mundtørhed mm., når du er alvorligt syg.
Nogle symptomer kan være relateret til din sygdom, andre til din behandling. Symptomerne kan også hænge sammen og/eller forstærke hinanden.
Det er vigtigt, at du fortæller os om dine symptomer, så vi kan hjælpe dig med at få dem lindret.
Mere information
Forløbsguiden er en app til telefonen, som fungerer som dit opslagsværk. Med app'en har du altid viden og sundhedspersonalet lige ved hånden.
I Forløbsguiden kan du:
finde vigtige informationer, vejledninger og gode råd
skrive beskeder til Enhed for Lindrende Behandling, som de vil svare på inden for 1-2 hverdage.
Du kan også dele dit digitale forløb med dine pårørende. Dine pårørende har kun 'kigge'-adgang og kan derfor ikke se, hvad du eventuelt skriver til Enhed for Lindrende Behandling.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1617169
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.