Velkommen til Børn og Unge Sengeafsnit - Regionshospitalet Randers
Gå direkte til
Dit forløb hos os
Afsnittets personale består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygeplejestuderende, socialpædagog, psykolog, læger, lægestuderende, lægesekretærer og serviceassistenter.
Derudover samarbejder sengeafsnittet med bioanalytikere og fysioterapeuter. Vi får desuden ugentligt besøg af to hospitalsklovne.
I tidsrummene fra kl. 7.00-7.30, 15.00-15.30 og 23.00-23.30 skifter plejepersonalet vagt.
Har I brug for hjælp her og nu i dette tidsrum, er I velkomne til at henvende jer på kontoret.
Hvis det kan vente, så kontakt os efter vagtskiftet.
Under indlæggelsen må I gerne medbringe personlige ejendele såsom eget tøj, legetøj, tablet eller lignende.
Det kan være rart for barnet at have sit eget tøj på og sine egne ting med, mens det er indlagt.
Vær dog opmærksom på, at alle ejendele medbringes på eget ansvar.
De fysiske rammer
I forbindelse med indlæggelsen vil I blive vist rundt og orienteret om sengeafsnittet.
I sengeafsnittet er der plads til 10 børn, fordelt på 1- og 2-sengsstuer. Desuden har vi en opholds– og legestue, som alle kan benytte.
Almindelig oprydning og hygiejne på sengestuen og i fælles rum er fælles ansvar.
Dvs. at vi forventer, at I sørger for, at
brugt service stilles på vognen ved køkkenet
snavset tøj puttes i vognen på badeværelset
legetøjet ryddes op efter brug
Mad og drikke
Kl. 08.00 morgenmad
Kl. 12.00 frokost, der som udgangspunkt indtages sammen i opholdsstuen
Kl. 17.30 aftensmad
Vi opfordrer til, at I, når det er muligt, selv henter mad ved spisetiderne.
Ved morgenmad og frokost må I selv tage mad efter grundigt udført håndhygiejne.
Læs mere om håndhygiejne her i vejledningen.
Særligt om aftensmaden
På grund af de høje hygiejnekrav og de forskellige diæter er det kun personalet, der må uddele aftensmaden fra madvognen.
Hygiejne
Grundig hygiejne, specielt håndhygiejne, er vigtig i sengeafsnittet for at sikre, at vi ikke spreder smitte fra barn til barn.
Vask dine hænder ofte og sprit
dine hænder, inden du tager noget i køleskabet eller på hylderne
puslebordet før og efter brug
Isolation
Hvis dit barn skal i isolation, får I en særlig vejledning. Det er vigtigt, at I følger reglerne nøje. Reglerne gælder også besøgende.
Har I været udsat for smitte med børnesygdomme inden for den sidste måned, er det vigtigt, at I fortæller os om det.
Pårørende
Mens dit barn er indlagt, tilbyder vi, at én forælder kan overnatte sammen med barnet.
Den forælder, der overnatter i afsnittet sammen med afdelingen, kan også spise med.
Overnatning og mad er gratis.
Vi henviser den forælder, der ikke overnatter, til at købe mad i Kantinen eller i kiosken.
Der er fri besøgstid, men vi beder om, at I viser hensyn til de andre patienter og deres behov for ro og hvile.
Søskende og andre børn må gerne komme på besøg, hvis de er raske og ikke har været udsat for smitte af en børnesygdom den sidste måned.
Vær opmærksom på
Regionshospitalet Randers er røgfrit område. Det gælder også e-cigaretter. Der må dog gerne ryges i rygepavillonen ved indgang C og indgang E eller i rygeboksene ved indgang A og indgang B.
Hvis du er ryger, anbefaler vi, at du anvender nikotinerstatning som plaster, tyggegummi mv. Du skal selv medbringe produkterne. Alternativt kan de købes i hospitalets kiosk.
Når I bliver udskrevet, vil det være en stor hjælp, hvis I tager sengelinned af jeres senge.
Kræver indlæggelsen opfølgning, aftaler vi det, før I skal hjem.
Mangler der svar på blodprøver eller andre undersøgelser, kontakter vi jer på telefon, hvis der er behov for yderligere udredning eller behandling. Hvis prøverne er normale, kontakter vi jer ikke.
Når I bliver udskrevet, er det muligt at kontakte sengeafsnittet de næste 24 timer, hvis der er ændringer i tilstanden, der bekymrer jer.
Vær forberedt på, at hvis henvendelsen er om noget andet end indlæggelsesforløbet eller overskrider 24 timer, vil vi bede jer rette henvendelse til f.eks. egen læge, vagtlæge eller sundhedsplejerske.
Kontakt
Børn og Unge Sengeafsnit
Tlf. 78 42 08 13
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/632928
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.