Undersøgelse af operationer ved kronisk divertikelsygdom

Det har ikke tidligere været undersøgt i landsdækkende kohorter, hvor mange med kronisk divertikelsygdom, der ender med at blive opereret. I to studier udnyttede vi Landspatientregisteret til at identificere patienter med kronisk divertikelsygdom i perioden 1996-2021.

Operation på grund af kronisk divertikelsygdom

I dette studie undersøgte vi, hvor mange der blev opereret. Ud af 33.951 patienter med kronisk divertikelsygdom fik 10% foretaget planlagt og 4% akut tarmresektion og/eller anlagt en stomi. Forekomsten af operationer var højest blandt yngre, raske patienter med mange hospitalskontakter.

Læs om studiet

Colonic resection and stoma formation due to chronic diverticular disease: nationwide population-based cohort study (Oxford University Press)

Komplikationer efter planlagt operation for kronisk divertikelsygdom

I dette studie undersøgte vi risici ved at foretage planlagt tarmresektion og/eller stomianlæggelse på patienter med kronisk divertikelsygdom. Blandt 3.584 patienter blev 18% reopereret og 1.6% døde inden for 90 dage efter operationen. Fra 1996 til 2021 faldt raten af reoperationer og død inden for 90 dage efter operationen med hhv. 74% og 30%. Høj alder var stærkt associeret til øget risiko for at dø efter operationen. 

Læs om studiet

Reoperation and mortality following elective surgery for chronic and recurrent colonic diverticular disease: A nationwide population-based cohort study (Springer Nature)

Undersøgelse af livskvalitet med divertikler

Spørgeskemaundersøgelse

Viden om, hvordan divertikulose påvirker livskvaliteten i den generelle befolkning med divertikler, er begrænset. Det var grundlaget for vores store spørgeskemaundersøgelse, hvor DIVIPACT kohorten blev etableret.

Med en svarprocent på 74%, inkluderer kohorten 20.961 personer i Region Midtjylland med divertikulose, der har besvaret et omfattende spørgeskema om blandt andet tarmfunktion, smerter, livskvalitet og påvirkning af vandladningen og seksuallivet.

Ved at koble selvrapporteret livskvalitet til klinisk information fra patientjournaler, er en detaljeret analyse af livskvaliteten hos personer med divertikulose mulig.

Læs om studiet

The DIVIPACT cohort profile: Evaluating the impact of colonic diverticulosis on daily life (Wiley)

Quality of life in diverticular disease: translation and validation of the Danish version of the diverticulitis quality of life instrument (Springer Nature)