Udskrivelse og videre behandling
Hospitalet laver et udskrivelsesbrev og giver din kommune besked, hvis vi vurderer, at du har brug for hjælp eller genoptræning, når du kommer hjem.
Udskrivelsesbrev
Når du bliver udskrevet fra hospitalet, laver vi et udskrivelsesbrev (en epikrise), som kommer til at ligge på sundhed.dk, hvor du skal logge på med MitID for at læse det.
I brevet finder du information om:
- hvor du har været indlagt og en kort beskrivelse af dit forløb
- hvad der skal ske, når du kommer hjem
- hvad du har aftalt med personalet på hospitalet
Du kan læse udskrivningsbrevet ca. 3 dage efter, at du er blevet udskrevet.
Vi sender også udskrivningsbrevet til din egen læge.
Kontrol
Inden du bliver udskrivet, vil personalet fortælle dig, om du skal gå til kontrol. Du kan enten gå til kontrol på hospitalet eller hos din egen læge.
Du kan i de fleste tilfælde læse om kontrol i den information, du har fået i forbindelse med din behandling.
Genoptræning
Hvis du skal have genoptræning, vil du få information om det, inden du forlader hospitalet.
Du kan læse mere om de øvelser, du skal lave og de forholdsregler, du skal tage, i den vejledning, du har fået i forbindelse med din behandling.
Se oversigt over alle undersøgelser og behandlinger
Se alle vejledninger fra Fysio- og Ergoterapien
Vær opmærksom på, at genoptræning ikke altid foregår på hospitalet.
Genoptræning kan også ske i din egen kommune eller hos en privat fysioterapeut.
Hjemmepleje
Hvis din afdeling på hospitalet vurderer, at du har behov for hjælp eller støtte til personlig pleje efter udskrivelsen, sender de en rapport til kommunen, hvor de fortæller:
- Hvorfor du blev indlagt
- Hvordan du har det
- Hvad der er svært for dig
- Hvilke fremtidige aftaler du har med hospitalet.
Det er hospitalet, der beskriver dit behov for hjælp. Herefter er det din kommune, der vurderer hvilken hjælp, du kan få.
Når kommunen har vurderet dit behov for hjælp, får du et brev via Digital Post.
I brevet kan du se, hvilken hjemmehjælp du vil få, og hvor ofte hjemmehjælpen kommer. Det vil også fremgå, om hjælpen er tidsbegrænset, fordi man forventer, at du kun har behov for hjælp i en kortere periode.
Hjælpemidler
Har du brug for hjælpemidler i tiden efter din behandling, sørger personalet for, at du får dem udleveret fra hospitalet.
Som udgangspunkt er det dig selv eller en pårørende, der afhenter hjælpemidlerne.
Hjælpemidlerne er kun til låns, og du skal selv sørge for at få dem afleveret igen til tiden.
Varelevering
Hvis din afdeling har vurderet, at det er et behov, kan du få leveret forbrugsvarer direkte til din hjemadresse efter din udskrivelse.
Når du bestiller varer, skal vi bruge følgende oplysninger:
- Dit navn
- Fødselsdato
- Adresse
- Telefonnummer
- Varebetegnelse og antal