Læs om Akut Hjerteklinik og hvad du skal være opmærksom på, hvis du har fået en tid i klinikken.

Om klinikken

Sygdomme vi behandler

I Akut Hjerteklinik undersøger og behandler vi borgere med hjertesygdomme, som har brug for at blive vurderet af en læge indenfor 48 timer, efter at de er henvist.

Faggrupper du møder

Når du kommer i klinikken, møder du forskellige faggrupper. Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse eller behandling hos os, skal du have en henvisning.

Du kan blive henvist via:

  • Din praktiserende læge
  • Vagtlægen
  • 112

Medbring, når du kommer

  • Dit sundhedskort
  • En liste over den medicin, du tager
  • Dit orange Marevan-kort, hvis du har sådan et

Derudover anbefaler vi, at du har en pårørende med samt noget at fordrive eventuel ventetid med.

Hvis du har tid til det, kan det være en god idé at skrive spørgsmål ned, så du husker at spørge om det, der er vigtigt for dig

Find eksempler på gode spørgsmål på Godtduspoer.dk

Dit besøg

Når du ankommer

Handicaptilgængelighed 

Der er fuld adgang til Akut Hjerteklinik, hvad enten du sidder i kørestol eller har andre særlige behov. Du kan låne en transportstol ved alle større indgange. Den nærmeste indgang er indgang C.

Meld din ankomst og vent i venteværelset

Henvend dig til personalet, når du ankommer til klinikken. De vil registrere din ankomst og kan guide dig til venteværelset. 

Tag plads i venteværelset. 

Vi kommer og henter dig, når det er din tur.

Ventetid

Du kan opleve ventetid, når du kommer og mellem de forskellige undersøgelser, du måske skal have foretaget. Vi prøver så vidt muligt at gøre dit ophold hos os så kort som muligt, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Medbring derfor gerne noget læsestof, håndarbejde eller anden underholdning.

Ventetid ved ankomst

Vær opmærksom på, at patienterne ikke altid bliver kaldt til undersøgelse i den rækkefølge, som de ankommer i. Hvornår det er din tur, afhænger af forskellige ting. Det kommer bl.a. an på, hvilket personale du skal undersøges eller behandles af, og hvor akut din tilstand er i forhold til andre patienter.

Ventetid mellem undersøgelser

Der kan opstå ventetid mellem undersøgelser, hvis du skal igennem flere, og vi skal måske også vente på svar på evt. blodprøver. Kontakt personalet, hvis du har spørgsmål til ventetiden.

Vær opmærksom på at aftale det med personalet, hvis du ønsker at forlade klinikken, mens du venter.

Dit forløb

Langt de fleste af vores patienter kommer kun én gang i klinikken. 

Undersøgelser i forbindelse med dit besøg

I forbindelse med dit besøg i klinikken kan der ofte være behov for, at du får målt dit blodtryk og puls, samt at du får taget blodprøver. Derudover kan der ud fra dine symptomer være behov for en eller flere andre undersøgelser.

Her kan du se vejledningerne til nogle af de andre undersøgelser, som vi foretager i Akut Hjerteklinik:

Ultralydsskanning af hjertet (ekkokardiografi)

Ultralydsskanning af hjertet (TEE)

Ortostatisk blodtryksmåling

Døgnblodtryksmåling

Holtermonitorering

Overvågning af hjerterytmen (R-test)

Strømstød af hjertet (DC-konvertering)

Se alle patientvejledninger fra Medicinsk Afdeling

Undersøgelserne kan foretages af både læger og sygeplejersker.

Varighed af dit besøg

Som udgangspunkt skal du afsætte hele dagen til behandling og undersøgelser.

Mad og drikke

Der er varme og kolde drikke til alle patienter i Akut Hjerteklinik.

Hvis dine undersøgelser kræver, at du er her en større del af dagen, sørger vi for, at du får noget at spise.

Svar på din undersøgelse 

Du får typisk svar på dine undersøgelser, før du tager hjem. Det kan dog også være, at du skal vente på svar. 

Hvis du skal afvente svar, aftaler vi med dig, hvordan vi fortæller dig om resultatet af undersøgelserne og det videre forløb. Typisk vil du blive indkaldt til en samtale i Hjerteklinikken.

Din behandling

Hvis undersøgelserne viser, at du har en sygdom, som kræver behandling, lægger vi sammen med dig en plan for dit videre forløb. Vi kan i nogle tilfælde gennemføre behandlingen, mens du er i klinikken.

Når dit besøg i klinikken slutter

Nogle af vores patienter har brug for at blive indlagt, og andre kan have brug for videre opfølgning hos egen læge eller i Hjerteklinikken på hospitalet. Nogle patienter vil kunne tage hjem uden at skulle til yderligere opfølgning. 

På sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om dit forløb hos os, og de aftaler vi har lavet. 

Til pårørende

Du er velkommen til at deltage i de forskellige samtaler, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med at:

  • høre, hvad der bliver sagt under samtalen
  • stille spørgsmål
  • hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra
  • fortælle, hvilke symptomer du har lagt mærke til, og hvordan du oplever, at de påvirker patienten i hverdagen

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Telefon

Spørgsmål

Kontakt afsnittets sekretær på 

Tlf. 78 42 17 40

Telefontid 
Hverdage kl. 10-14

Afsnitsledelsen

Oversygeplejerske 
Louise Østergaard

Afdelingslæge 
Kristian Ketill Ambjørn Groth

Kontakt Louise og Kristian, hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse

Akut Hjerteklinik
Regionshospitalet Randers
Østervangsvej 54  
8930 Randers NØ

Find afsnittet

Benyt indgang C og gå til C5

Se placering på hospitalets webkort

Mail

Skriv en sikker mail til os (Hav dit NemID/MitID klar):

Send mail via borger.dk