Behandlingen af mavemundsforsnævring er en lille og ret simpel operation, der består i, at lægen skærer den fortykkede ringmuskel over, så den udvides og ophæver forsnævringen. På den måde kan maden igen passere fra mavesækken til tarmen.
Man skærer altså ikke hul i tarmen, men kun i musklen.
Før operationen
Før barnet kan blive opereret, skal dets almentilstand være rettet op. Dvs. at barnet skal have væske ved hjælp af et drop.
Barnet får også lagt en sonde (en tynd slange, der lægges ind gennem næsen og ned i mavesækken). Ved hjælp af sonden kan man kontrollere, om der er for meget mad i mavesækken.
På den måde kan vi vurdere, om barnet evt. må ammes lidt.
Barnet skal faste fire timer før operationen.
Efter operationen
Når barnet kommer fra operationsstuen, har det en lille forbinding på maven.
Efter operationen bliver barnet kortvarigt overvåget på Opvågningen, hvor I som forældre kan være hos barnet. Så snart barnet er klar, kommer I tilbage til sengeafsnittet.
Barnet har fortsat drop, som det skal beholde, indtil det selv kan holde maden i sig.
Efter nogle timer starter barnet med at få mad efter et skema. Maden trappes langsomt op over de næste døgn. Til at starte med får barnet mad via sonden.
Det er ikke unormalt, at barnet stadig kaster op efter operationen, men det vil hurtigt gå over.