Kom til vælgermøde

Der er meget på spil, når vælgerne i Region Midtjylland sætter kryds ved en kandidat eller et parti på den gule stemmeseddel til regionalvalget tirsdag den 18. november. Mange vælgere er dog traditionelt i tvivl om, hvor krydset skal sættes helt op til selve valghandlingen.

Hvis du er en af dem, der endnu ikke ved, hvor du skal sætte dit kryds, kan du blive inspireret til vælgermødet på Regionshospitalet Randers. Her vil der indledningsvist være en kort præsentation af de deltagende kandidater med efterfølgende spørgerunde og debat under ledsagelse af en ordstyrer.

Mødet afrundes med en kandidatcafé på en halv time, hvor du som deltager har mulighed for at gå rundt mellem kandidaterne, stille spørgsmål og debattere på egen hånd.

Du kan forvente, at mødet kommer til at handle om alt fra nære sundhedstilbud, sammenhængende patientforløb, mistrivsel hos børn og unge over til de regionale emner, du går op i. Det er nemlig dig, der gennem spørgsmål til kandidaterne er med til at bestemme, hvad indholdet bliver.

Alle opstillede partier er inviteret til at sende kandidater til vælgermødet.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig for at deltage i vælgermødet. Hvis du vil være med, møder du blot op.

Læs mere om regionalvalget på Region Midtjyllands hjemmeside.

 

Praktisk information

  • Dato og tidspunkt: Mandag den 10. november kl. 16.30
  • Sted: Regionshospitalet Randers, Auditoriet, Indgang B, Skovlyvej 9, 8930 Randers NØ
  • Ordstyrer: Mikkel Skovsgaard, freelancejournalist og tidligere vært på P4 Østjylland
  • Ledelsesrepræsentant: Henrik Larsen, hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers
  • Forplejning: Kaffe, te, vand og småkager