Hvis den indvendige undersøgelse viser, at din livmoderhals er bevaret eller kun delvist afkortet, og din livmodermund er lukket eller kun ganske lidt åben - det man kalder "umoden", vil du blive tilbudt igangsættelse med vestimulerende tabletter (Misoprostol).
Grafik: med tilladelse fra Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland
Sådan foregår igangsættelse med vestimulerende tabletter
Tabletterne virker både vestimulerende og modnende på livmoderhalsen/livmodermunden.
Tabletterne skal sluges. Du får som regel 1 tablet svarende til 25 mikrogram Misoprostol ad gangen. Den første tablet tager du i afdelingen.
Du vil få udleveret yderligere 3 tabletter. Tabletterne skal tages efter et skema, som jordemoderen udleverer og gennemgår med dig.
Hvis behandlingen foregår om natten kan du vælge at få 2 tabletter ad gangen. De 2 første tabletter tager du med det samme. De næste 2 tabletter kan du tage efter 4 timer.
De fleste kan tage hjem og tage tabletterne, men enkelte gange skal igangsættelsen foregå under indlæggelse. Du vil selvfølgelig få besked om, hvad der gælder for dig.
Hvis du er taget hjem med tabletter, skal du afvente tegn på fødsel - altså begyndende veer.
Sådan går fødslen typisk i gang
En fødsel, der går i gang efter igangsættelse med tabletter, minder ofte meget om en spontan fødsel.
Typisk vil du kunne mærke murren over kønsbenet eller i lænden, du vil mærke at livmoderen spænder op (kontraktioner), og der kan opstå lidt slimet tegnblødning.
Med tiden vil kontraktionerne tage til og blive til fødeveer, og det bliver tid til at køre til hospitalet.
Nogle kvinder reagerer kraftigt på pillerne og føder hurtigt. Andre har brug for mere stimulation.
Hvis fødslen ikke går i gang
Hvis fødslen ikke går i gang senest 8 timer efter, at du har taget den første dosis, skal du komme ind på Fødeafsnittet igen til en ny vurdering.
Her gennemgår du samme undersøgelser som tidligere.
Nogle gange har de vestimulerende tabletter gjort livmoderhalsen og livmodermunden så modne, at videre stimulation med et vestimulerende drop kan anbefales.
Andre gange er livmoderhalsen og livmodermunden stadig umodne, og det vil være nødvendigt med endnu 1-2 tabletter. I den situation vil du blive indlagt enten på Fødeafsnittet eller Familieafsnittet.
Hvis fødslen stadig ikke er gået igang 4 timer senere, vil vi anbefale videre igangsættelse med vestimulerende drop uanset modenhed.