Om klinikken

Sygdomme vi behandler

I Børn og Unge Dagklinik ser vi børn, der har været indlagt, og børn, der er henvist fra egen læge. 

I klinikken modtager vi børn:

  • der skal undersøges og behandles for astma eller allergi
  • der skal undersøges for hormonsygdomme (eks. pubertetstests)
  • der lider af spasticitet og har brug for botox-behandlinger
  • samt syge nyfødte og for tidligt fødte, der kommer til undersøgelse eller kontrol, men som ikke har brug for indlæggelse.

Hvem møder du i klinikken

Når du kommer i klinikken, kan du møde forskelligt personale. Du kan f.eks. møde børnelæger, sygeplejersker, lægesekretærer, fysioterapeuter, hospitalsklovne mfl. Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Se vores undersøgelser og behandlinger

Se oversigt over Børn og Unges vejledninger

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse eller behandling hos os, skal du have en henvisning.

Du kan blive henvist af:

  • Din praktiserende læge
  • En privatpraktiserende speciallæge
  • En anden klinik eller afdeling på hospitalet; eks. hvis du har været indlagt og har brug for en opfølgning på hospitalet efter din udskrivelse

Læs mere om at blive henvist til hospitalet

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, sender vi dig en tid i et indkaldelsesbrev. Dine forældre modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis de er fritaget for Digital Post.

Når du fylder 15 år, modtager du også dit indkaldelsesbrev som Digital Post.

I brevet finder I information om:

  • Hvor og hvornår I skal møde op
  • Hvad der skal ske ved besøget
  • Hvad I skal gøre, hvis I bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad I eventuelt skal gøre, før I kommer

Læs mere om at blive indkaldt til hospitalet

Forbered dig

Det er vigtigt, at du og dine forældre forbereder jer og læser den information, du har fået i indkaldelsesbrevet. Husk at læse alle bilag og vejledninger.

Der kan være flere ting, som I skal forberede. Forberedelserne kan for eksempel være, at I skal:

  • Udfylde spørgeskema, som du evt. har modtaget sammen med dit indkaldelsesbrev
  • Arrangere transport
  • Eventuelt skrive spørgsmål ned, så I husker at spørge om det, der er vigtigt for jer

En af dine forældre skal som udgangspunkt være med, når du kommer i dagklinikken.

Find eksempler på gode spørgsmål på Godtduspoer.dk

Medbring mad og drikke

Hvis du skal være hos os hele dagen til eks. en allergiprovokation eller en botox-behandling, skal I selv medbringe mad. Det er desværre ikke muligt at køle eller varme medbragt mad, og I kan kun hente noget at spise og drikke i kiosken eller kantinen, hvis der er to voksne med dig, da du skal blive i klinikken sammen med en voksen.

Hvis du kommer ind til en allergiprovokation, har vi vand, te og kaffe til jer.

Giv besked, hvis du ikke kan komme

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du eller dine forældre bliver forhindret i at komme. Så vil vi prøve at se, om en anden kan få gavn af din tid, og du vil få en ny tid, hvis du ønsker det.

I kan kontakte os via mail eller på telefon. Se under Kontakt her på siden.

Bliv hjemme, hvis du er syg

Det er vigtigt, at du melder afbud, hvis du har symptomer på en smitsom sygdom. Det gælder eks. sygdomme som skoldkopper, opkast og diarré.

Hvis du får det dårligere før din første tid

Kontakt din praktiserende læge, der kan fremskynde din tid eller sørge for, at du bliver indlagt, hvis du får det dårligere, før du har været hos os første gang.

Børn og blodprøver

Nogle børn bekymrer sig, når de skal have taget blodprøver.

Det hjælper at vide, hvad der skal ske.

Se videoer om børn og blodprøver lavet til børn mellem 5 og 12 år

Dit besøg

Handicaptilgængelighed 

Der er adgang til Børn og Unge Dagklinik, hvad enten du sidder i kørestol eller har andre særlige behov. Du kan låne en transportstol ved alle større indgange.

Der er ikke et decideret handicaptoilet i klinikken, men alle rum har brede døre, og man kan altid bede personalet om en bækkenstol, hvis der er brug for det.

Meld din ankomst og vent i venteværelset

Skan dit sundhedskort (barnets) ved ankomststanderen, der står ved væggen overfor døren ind til klinikken.

Tag plads i venteværelset. 

Der er adgang til toilet og puslefaciliteter, hvis I går ned af klinikkens gang.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. 

Du eller din mor eller far kan henvende dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Så længe varer dit besøg

Hvis du har tid til en undersøgelse for allergi eller en botox-behandling, skal du måske være hos os helt frem til kl. 15. Øvrige undersøgelser varer typisk mellem 30 til 60 minutter.

Mad og drikke

Der er ikke mad i klinikken. Medbring derfor gerne noget at spise, så du har det, hvis du bliver sulten. Det gælder særligt, hvis du skal være hos os hele dagen. Læs afsnittet "Medbring mad og drikke" under Før du kommer.  

Til de familier, der skal være hos os hele dagen, har vi vand, te og kaffe.

Faciliteter i klinikken

Mens I er i klinikken, har du en seng på en af vores stuer. Der er adgang til toilet og puslefaciliteter på gangen. 

Du og dine forældre må som udgangspunkt gerne benytte opholdsstuen, men I må ikke forlade afsnittet eller gå udenfor, og I må desværre heller ikke gå ned til vores legerum, da vi har brug for at kunne holde øje med dig, så vi kan se, hvordan du har det i forbindelse med den undersøgelse eller behandling, du har modtaget hos os.

Dit forløb

Svar på din undersøgelse 

Nogle undersøgelser kan vi give dig svar på med det samme. Ved andre undersøgelser skal du vente lidt tid, før der er svar. 

Vi aftaler med dig, hvordan vi fortæller dig om resultatet af undersøgelserne, hvis du ikke kan få svar med det samme, samt hvad der derefter skal ske.

Du kan få svar på forskellige måder:

  • Digital Post
  • Telefon
  • Samtale i klinikken

Hvis du får det dårligere

Kontakt klinikken, hvis du er i et forløb hos os og oplever at få det dårligere. Hvis det er udenfor klinikkens telefontid, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.

Afslutning af dit forløb

Du er tilknyttet klinikken, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til dit forløb. En del har kun brug for et enkelt besøg, men det kan også være, at du skal komme flere gange, og måske skal du fortsætte med at komme på hospitalet i Børn og Unge Klinik.

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Telefon

Afbud, ændring af tider og receptfornyelse

Kontakt klinikkens sekretariat på

Tlf. 78 42 08 85

Telefontider
Alle hverdage kl. 8-14

Astma- og allergisygeplejersker: blodprøvesvar, medicin og vejledning

Kontakt sygeplejerskerne på

Tlf. 78 42 08 11

Telefontider 
Torsdage kl. 7.45-8.45 
Dog ikke ferieperioder og helligdage

Kontakt egen læge eller lægevagten, hvis din henvendelse haster.

Afsnitsledelsen

Oversygeplejerske 

Gitte Haugaard Christensen

Kontakt Gitte, hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse

Børn og Unge Dagklinik 
Regionshospitalet Randers 
Østervangsvej 60  
8930 Randers NØ

Se placering på hospitalets webkort

Mail

Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk