Medarbejder viser patient, der ligger på et leje, et undersøgelsesbillede på en skærm

Om afsnittet

Undersøgelser vi udfører

På Røntgen og Skanning 3 på Regionshospitalet Randers undersøger vi både børn og voksne.

Du kommer hos os, hvis du skal have foretaget en:

  • Røntgenundersøgelse
  • MR-skanning
  • Ultralydsskanning
  • Knoglemineralmåling
  • Gennemlysning

Faggrupper du møder

Når du kommer i afsnittet, møder du forskellige faggrupper. Det vil som udgangspunkt være radiologer, radiografer, sygeplejersker, serviceassistenter og lægesekretærer. Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse hos os, skal du have en henvisning.

Du kan blive henvist af:

  • Din praktiserende læge
  • En privatpraktiserende speciallæge
  • En anden klinik eller afdeling på hospitalet.

Læs mere om at blive henvist til hospitalet

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, indkalder vi dig til afsnittet. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske ved besøget
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad du eventuelt skal gøre, før du kommer. Det kan være, at du skal faste eller udrense. Det vil stå i din patientvejledning.

Læs mere om at blive indkaldt til hospitalet

Afbud eller ændring af tid

Ring til os hurtigst muligt, hvis du bliver forhindret i at komme, eller send en mail via borger.dk. Se under Kontakt.

Forbered dig

Læs dit indkaldelsesbrev og bilag grundigt

Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle vejledninger og bilag. 

Hvis du er gravid

Hvis du er gravid, eller hvis du kan være gravid, skal du kontakte os eller den læge, der har henvist dig, inden undersøgelsen. Nogle undersøgelser kan gennemføres, hvis vi tager særlige forholdsregler. Andre gange vil vi udskyde undersøgelsen, til din graviditet er overstået.

Hvis du skal have taget en blodprøve inden undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser skal du have taget en blodprøve inden din undersøgelse hos os. Det vil stå i dit indkaldelsesbrev og din patientvejledning, hvis det gælder dig.

Vær opmærksom på, at det er den læge/afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen, der også skal bestille blodprøven. Henvend dig derfor til dem, hvis der er noget i forhold til blodprøver, du er i tvivl om.

Tilskud og hjælp til transport

Som udgangspunkt skal du selv sørge for at transportere dig til og fra hospitalet. Der er dog grupper, der kan få tilskud eller bestille såkaldt siddende patientbefordring.

Se betingelser og vejledning for transport (sundhed.rm.dk)

NB. Hvis du har brug for liggende patientbefordring, bestilles den af den afdeling/læge, der har henvist dig.

Dit besøg

Patient på leje i MR-skanner med medarbejder ved siden af

Når du ankommer

Handicaptilgængelighed 

Der er adgang til afsnittet, hvad enten du sidder i kørestol eller har andre særlige behov. Du kan låne en transportstol ved alle større indgange. Den nærmeste indgang for afsnittet er indgang A.

I afsnittet er der adgang til handicaptoilet. Henvend dig til sekretæren, der kan vise dig vej.

Meld din ankomst

Skan dit sundhedskort ved ankomststanderen, som hænger til venstre, når du ankommer til afsnittet. Du får en seddel, når du har skannet dit sundhedskort. Her står, hvor du skal gå hen.  

Find dit venteområde

Vi har flere forskellige venteområder. Du kan se på den seddel, du får ved ankomststanderen, hvor du skal gå hen. Vi kommer og henter dig, når det bliver din tur.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Medbring derfor gerne noget læsestof, håndarbejde eller anden underholdning.

Vær opmærksom på, at patienterne ikke altid bliver kaldt i den rækkefølge, som de ankommer i. Hvornår det er din tur, afhænger af forskellige ting. Det kommer bl.a. an på hvilket undersøgelsesrum, der passer til netop din undersøgelse. Der kan også komme akutte patienter, der har brug for at blive set før dig.

Du kan henvende dig til personalet i afsnittet, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Mad og drikke

Der er vand til rådighed i nogle, men ikke alle venteområder. Så vi anbefaler, at du selv medbringer det, du har brug for. 

Din undersøgelse

Der er meget forskel på de forskellige undersøgelser, vi udfører. Læs om netop din undersøgelse i dit indkaldelsesbrev og din patientvejledning.

Du kan også læse vores overordnede information om de forskellige typer undersøgelser. Vær opmærksom på, at der er detaljer i forhold til undersøgelserne, som ikke vil være beskrevet i vores overordnede undersøgelsesinformation:

Oversigt over alle patientvejledninger

Svar på din undersøgelse 

Vi sender svaret på din undersøgelse til den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. 

Du kan få svar på forskellige måder. Spørg den pågældende læge eller afdeling, hvordan du får svar på din undersøgelse. 

Du kan også se svaret i Billedbeskrivelser på www.sundhed.dk, så snart det er lagt i din digitale journal. Vær opmærksom på, at svaret ikke er forklaret i journalen, og at journalen er skrevet i fagsprog.

Billedbeskrivelser på sundhed.dk

Til pårørende

Ældre mand og yngre kvinde går ned af gang

Du må som pårørende gerne sidde i venteområdet under undersøgelsen. 

Hvis du er pårørende til et barn eller én, der har et handicap eller et særligt behov for støtte, kan du følge med ind i undersøgelsesrummet. Du vil ved nogle undersøgelser få et særligt beskyttelsesforklæde eller lignende udstyr på. 

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Telefon

Kontakt Røntgen og Skanning på

Tlf. 78 42 06 80

Telefontid

Hverdage kl. 10-12

Afdelingsledelsen

Chefradiograf 
Lisbeth Roed

Cheflæge 
Thomas Bjerre

Kontakt Lisbeth og Thomas , hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse

Røntgen og Skanning 3 
Regionshospitalet Randers 
Skovlyvej 15 
8930 Randers NØ

Find klinikken

Benyt indgang A og gå til A3

Se placering på hospitalets webkort

Mail

Som udgangspunkt ser og behandler vi din mail indenfor to hverdage. Skriv gerne en mail, hvis du vil aflyse din undersøgelse og ikke ønsker en ny tid. 

Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk