Om afsnittet

Medarbejder justerer patients arm før røntgen

Undersøgelser vi udfører

På Røntgen og Skanning i Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers undersøger vi både børn og voksne. Vi undersøger kun patienter, der er blevet henvist af en læge til en hurtig/akut undersøgelse.

Du kommer hos os, hvis du skal have foretaget en:

  • Røntgenundersøgelse
  • Ultralydsskanning
  • CT-skanning

Faggrupper du møder

Når du kommer i afsnittet, møder du forskellige faggrupper. Det vil som udgangspunkt være radiologer, radiografer, sygeplejersker, serviceassistenter og lægesekretærer. Du kan derudover møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse hos os, skal du have en henvisning.

Du kan blive henvist af:

  • Din praktiserende læge
  • En privatpraktiserende speciallæge
  • En anden klinik eller afdeling på hospitalet.

De fleste af vores patienter kommer direkte fra den læge/afdeling, der har henvist dem.

Tilskud og hjælp til transport

Som udgangspunkt skal du selv sørge for at transportere dig til og fra hospitalet. Der er dog grupper, der kan få tilskud eller bestille såkaldt siddende patientbefordring.

Se betingelser og vejledning for transport (sundhed.rm.dk)

NB. Hvis du har brug for liggende patientbefordring, bestilles den af den afdeling/læge, der har henvist dig.

Dit besøg

Medarbejder modtager patient i Røntgens venteområde

Find Akutafdelingen, når du kommer til hospitalet

Du finder Akutafdelingen ved indgang B. Herfra går du til B3. Du skal ikke bruge ankomststanderen ved indgang B.

Transportstole ved indgangen

Ved alle større indgange vil der være mulighed for at låne en transportstol. Den nærmeste indgang for Akutafdelingen er indgang B.

Husk at sætte transportstolen på plads ved indgangen, når du ikke længere skal bruge den, så den er klar til næste patient.

Meld din ankomst

Henvend dig ved sekretæren, som sidder ved skranken ved B3. Sekretæren vil registrere din ankomst og vise dig vej til venteområdet.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Medbring derfor gerne noget læsestof, håndarbejde eller anden underholdning.

Vær opmærksom på, at patienterne ikke altid bliver kaldt i den rækkefølge, som de ankommer i. Hvornår det er din tur, afhænger af forskellige ting. Det kommer bl.a. an på hvilket undersøgelsesrum, der passer til netop din undersøgelse. Der kan også komme patienter, der har brug for at blive undersøgt før dig.

Du kan henvende dig til personalet i afsnittet, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Mad og drikke

Der er ikke drikkevarer og lignende ved venteområdet til Røntgen og Skanning i Akutafdelingen. Du kan dog finde vand og kaffe i venteværelset til Skadestuen og Lægevagten, der ligger på samme gang som det venteområde, du sidder i. I forhold til noget at spise, anbefaler vi, at du selv medbringer det, du har brug for. 

Oplys, hvis du er gravid

Hvis du er gravid, eller hvis du kan være gravid, skal du sige det til os, når du bliver kaldt ind til undersøgelse. Nogle undersøgelser kan gennemføres, hvis vi tager særlige forholdsregler. Andre gange vil vi udskyde undersøgelsen.

Din undersøgelse

Der er meget forskel på de forskellige undersøgelser, vi udfører. 

Du kan læse vores overordnede information om de forskellige typer undersøgelser. Vær opmærksom på, at der er detaljer i forhold til undersøgelserne, som ikke vil være beskrevet i vores overordnede undersøgelsesinformation:

Oversigt over alle patientvejledninger

Svar på din undersøgelse 

Vi sender svaret på din undersøgelse til den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. 

Du kan få svar på forskellige måder. Spørg den pågældende læge eller afdeling, hvordan du får svar på din undersøgelse. 

Du kan også se svaret i Billedbeskrivelser på www.sundhed.dk, så snart det er lagt i din digitale journal. Vær opmærksom på, at svaret ikke er forklaret i journalen, og at journalen er skrevet i fagsprog.

Billedbeskrivelser på sundhed.dk

Til pårørende

Ældre mand og yngre kvinde går ned af gang

Du må som pårørende gerne sidde i venteområdet under undersøgelsen. 

Hvis du er pårørende til et barn eller én, der har et handicap eller et særligt behov for støtte, kan du følge med ind i undersøgelsesrummet. Du vil ved nogle undersøgelser få et særligt beskyttelsesforklæde eller lignende udstyr på. 

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Ledelse

Chefradiograf 
Lisbeth Roed

Cheflæge 
Thomas Bjerre

Kontakt Lisbeth og Thomas , hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

 

Adresse

Røntgen og Skanning i Akutafdelingen 
Regionshospitalet Randers 
Skovlyvej 9 
8930 Randers NØ

Find afsnittet

Benyt indgang B og gå til B3

Se placering på webkort

Mail

Som udgangspunkt ser og behandler vi din mail indenfor to hverdage. Skriv gerne en mail, hvis du vil aflyse din undersøgelse og ikke ønsker en ny tid.

Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk