Mille Jensen.jpg

Baggrund

Mille er 6. semester studerende på radiografuddannelsen, der i alt tager 3.5 år at gennemføre. Efter sin praktik på RH Randers, hvor hun har været siden d. 8. februar 2021 mangler hun kun bachelorprojektet før hun kan pryde sig med titlen som færdiguddannet radiograf. Mille har altid vidst, at hun ville noget inden for sundhed og blev meget tiltrukket af den gode blanding mellem den humanistiske og tekniske del på radiografuddannelsen. Man lærer både om mennesket og kroppens anatomi, fysiologi og patologi samt dykker ned i teknisk røntgenfysik.

1. Hvad har været det mest lærerige i din hospitalspraktik?

Det er min sidste praktik og jeg kan virkelig mærke, hvordan jeg har rykket mig og er blevet meget mere selvstændig siden de første hospitalspraktikker. Jeg har lært, hvordan man gebærder sig på et hospital og fundet mig til rette i det. Jeg føler efterhånden, at jeg kan deltage aktivt og rent faktisk byde ind. På skolen kan man ikke lære alting, fx at skanne og tale med patienten, det er man nødt til selv at få i hænderne og stå med under de kliniske praktikker.

2. Hvad har været det mest spændende i din praktik?

På RH Randers udbydes flere forskellige typer af undersøgelser (modaliteter), såsom røntgen, skanning, MR mm. og det giver anledning til nogle flersidige uddannelsesforløb, hvor man som studerende får mulighed for at se mange forskellige ting og dyrke en mere bred interesseramme. Der er både almindelig billeddiagnostik og så er der det akutte område. Jeg oplever, at RH Randers er mere bredt orienteret ift. nogle af de større og mere specialiserede sygehuse jeg har været i praktik på tidligere. Det passer mig rigtig godt med den større fleksibilitet i arbejdet der gør, at man kan blive en rigtig dygtig generalist.

3. Hvad har været det mest udfordrende i din praktik?

Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig meget fagligt og derfor også følt, at de tidligere praktikker har været mere udfordrende. Tidligere kunne jeg føle, at det var grænseoverskridende selv at skulle hente en patient, men det gør jeg ikke længere. Nu er det bare en naturlig del af hverdagen. Men det, at det har føltes mindre udfordrende at være i praktik denne gang skyldes ikke at jeg ikke har fået lov til noget, men i virkeligheden nok netop et udtryk for, at jeg har fået flyttet mig og mine grænser rent fagligt og personligt. Føler mig mere selvstændig og tør mere nu end jeg gjorde tidligere. Jeg er også blevet mere afklaret omkring, hvad der venter efter uddannelsen og kan se, hvad det hele skal munde ud i. Det har været fedt at være i praktik og få lov at prøve sig selv af – det giver en god forståelse at komme ud og lære i praksis og opleve at tingene pludselig giver meget bedre mening.

4. Hvad har været særligt karakteristisk for din praktik på RH Randers?

Afdelingen har været god til at give plads og være støttende ift. egen læring. Folk er gode til at lære fra sig og give konkrete faglige fifs, men går også meget op i, at man selv får lov til at tage ansvar for sin egen læring, så man gør det på den måde, der fungerer bedst for en selv. Jeg har desuden fået lov til at være på mange forskellige afdelinger, hvilket også har givet et indblik i de mere organisatoriske og ledelsesmæssige aspekter i arbejdet.

5. Hvordan kan du bruge erfaringerne fra din praktik i dit videre arbejde?

Jeg har fået en del erfaringer med mig i bagagen, som jeg kan tage med mig videre. Jeg har helt klart fået mere mod på at varetage mange forskelligartede opgaver og har derfor også lyst til at starte med at arbejde på et mindre hospital, som RH Randers.