Vil du være med til udvikle behandlinger og forløb med patienter og pårørendes behov og præferencer for øje? Så bliv en del af hospitalets brugerråd.

Brugerrådet på Regionshospitalet Randers

Luftfoto af Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers

Vil du være med til udvikle behandlinger og forløb med patienter og pårørendes behov og præferencer for øje?

Så bliv en del af Regionshospitalet Randers' brugerråd, der er sat i verden for at styrke dialogen mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale. Brugerrådet består af minimum 10 personer, som alle har interesse i at forbedre patientforløb og behandlingskvaliteten.

Brugerrådet deltager i planlægningen og evalueringen af Regionshospitalets Randers' indsatser og kan frembringe forslag til forbedringsområder. Brugerrådets medlemmer skal:

  • Varetage patient og pårørendeperspektivet i det arbejde, som de er en del af.
  • Videreudvikle og kvalitetssikre driften af sygehuset i samarbejde med ledere og medarbejdere.
  • Komme med rådgivning og sparring i forbindelse med forbedringsarbejde.

Brugerrådet kan også selv byde ind med emner og områder, som det ønsker at engagere sig i.

Kan jeg blive en del af brugerrådet?

Du kan blive en del af Regionshospitalets Randers brugerråd, hvis:

  • Du har haft et forløb på Regionshospitalet Randers inden for de seneste 2 år
  • Du har været pårørende til en patient på Regionshospitalet Randers inden for de seneste 2 år.
  • Du er repræsentant for en patientorganisation, pårørendeforening eller lignende.

Brugerrådet er sammensat således, at flest mulige interesser, erfaringer og perspektiver er repræsenteret.

Der er ingen uddannelseskrav.

Som medlem af brugerrådet forventer vi, at du:

  • kan deltage i 3-4 møder årligt á 2-3 timers varighed.
  • overholder din tavshedspligt.
  • er interesseret i at skabe meningsfulde forandringer.
  • kan se helhedsperspektivet og ikke forfalder til at diskutere enkelte patientforløb.
  • er lærings- og løsningsfokuseret.
  • er åben og respektfuld mod andre og deres perspektiver.

Vi tilbyder til gengæld:

  • at du får mulighed for at præge udviklingen af Regionshospitalet Randers i et samarbejde med ledere og medarbejde, og gøre en indsats, der hjælper patienter og pårørende.
  • en spændende og udfordrende opgave med mulighed for faglig og personlig udvikling.
  • grundig introduktion til arbejdet.

Hvordan bliver jeg en del af brugerrådet?

Ønsker du at blive en del af brugerrådet på Regionshospitalet Randers, skal du skrive en mail til rh.randers.kvalitet@rm.dk

Skriv KORT i mailen hvem du er, hvorfor du ønsker at blive en del af brugerrådet samt dine kontaktoplysninger.

Bemærk, du hverken behøver at sende en motiveret ansøgning eller et CV.

Brugerrådets sekretær vil herefter tage telefonisk kontakt til dig for at afklare forventninger og muligheder. Du kan herefter blive inviteret til en uformel samtale på hospitalet.

Send din mail senest søndag den 26. januar 2025.