Et samarbejde mellem Børn og Unge og Klinik for Diabetes- og Hormonsygdomme skal gøre overgangen fra barn til voksen med type 1-diabetes lettere.

Goddag til ungeteamet

Ungeteamet
Ungeteamet består af personale fra både Børn og Unge og Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Fra 1. november har hospitalet fået et nyt ungeteam, der skal stå for behandlingen af unge omkring 18 år med type 1-diabetes. Fremover skal de hjælpe vores unge diabetespatienter med at gøre overgangen fra barn til voksen med en kronisk sygdom lidt lettere.

Det er nemlig sådan, at de unge vinker farvel til de velkendte ansigter i Børn og Unge og siger goddag til et nyt hold behandlere i vores voksenklinik for Diabetes- og Hormonsygdomme et sted mellem de er 18 og 20 år.

- Overgangen fra barn til voksen kan være rigtig svær, hvilket betyder at en del unge udebliver fra deres aftaler. I forbindelse med oprettelsen af Ungeteamet, har vi interviewet en gruppe unge med type 1-diabetes og spurgt dem, hvordan vi kan skabe de bedste rammer i overgangsperioden. De unge har samstemmende udtrykt et ønske om fælleskonsultationer, fortæller Karen Krogh Fjeldborg, ledende overlæge i Klinik for Diabetes- og Hormonsygdomme.

Skal give de unge lidt ekstra omsorg

Med det nye ungeteam er der nu lavet et setup, hvor diabetessygeplejerskerne fra Børn og Unge følger med de unge til deres konsultationer i Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme det første år.

- Ungeteamet skal give de unge lidt ekstra omsorg i overgangsperioden, så de får sat ansigt på deres nye behandlere, og så deres livshistorie bliver godt overleveret fra Børn og Unge. Vi ved nemlig, at den gode relation er vigtig for de unge, siger Karen Krogh Fjeldborg.

Indsatsen for at gøre voksenklinikken til et trygt sted, håber hun, vil betyde, at de unge i højere grad møder op til deres aftaler.

- Hvis ikke type 1-diabetes er velbehandlet, kan det være forbundet med alvorlige akutte komplikationer. Samtidig kan det øge risikoen for senkomplikationer. Derfor vil vi rigtigt gerne give de unge nogle trygge rammer og hjælpe dem til at stå på egne ben og være de ansvarlige for deres sygdom, siger Karen Krogh Fjeldborg.

Ungeteamet er blevet til på baggrund af en bevilling fra Steno Diabetescenter Aarhus. Steno Diabetescenter Aarhus har allerede et lignende tilbud og har gode erfaringer med det.