Der var aktiviteter for både børn, unge og ældre, da Regionshospitalet Randers sammen med Præhospitalet holdt åbent hus i Grenaa Sundhedshus søndag.

250 kiggede forbi

Akutlægehelikopteren landede også til åbent hus
Akutlægehelikopteren landede også til åbent hus. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Der var både gule biler, blå blink og rig mulighed for at blive klogere på diabetes, kroppens led og knogler, blodprøver, røntgen og meget andet, da Regionshospitalet Randers sammen med Præhospitalet i dag holdt åbent hus i Grenaa Sundhedshus.

Ca. 250 borgere og et mindre antal bamser kiggede indenfor f.eks. i sundhedshusets akutklinik, hvor tilskadekomne bamser også kunne komme i hænderne på klinikkens kyndige behandlersygeplejersker.

Udenfor havde præhospitalet linet både ambulance og paramedicinerbil op og var klar til både at vise og fortælle om det udstyr, de tager med ud til akutte opgaver.

De der blev hængende til omkring middagstid fik en lille ekstra overraskelse med, da vi var så heldige, at akutlægehelikopteren fra Saltum havde mulighed for at komme og lande bagved sundhedshuset.

- Jeg er glad for og næsten helt overvældet af interessen fra så mange mennesker, der nærmest stod i kø for at komme til at tale med os. Det var meget positivt! Jeg håber og tror, at mange i dag er blevet betrygget i, at der er gode, nære og trygge sundhedstilbud - også akutte - i Grenaa og på resten af Djursland, siger Susanne Buch (SF), formand for Udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland og en af de regionsrådspolitikere, som søndag var mødt op til åbent hus arrangementerne for at tale med borgerne.