15. oktober 2021

Nye lokale vaccinationssteder åbner i forbindelse med udrulningen af 3. stik. Samtidig indskrænkes muligheden for vaccination uden tidsbestilling.

Rigtigt mange borgere inviteres nu til re-vaccination mod covid-19 (3. vaccinestik). Derfor har vi også en række nye lokale vaccinationssteder klar i Syddjurs, Norddjurs og Favrskov kommuner.

Fra uge 43 vil det derfor være muligt at booke tid til vaccination i:

  • Vaccination Hornslet, Tingvej 45, 8543 Hornslet
  • Vaccination Hammel, Anbækvej 23, 8450 Hammel
  • Vaccination Grenaa, Østerbrogade 2, 8500 Grenaa

Som det har været hidtil, er det også muligt at blive vaccineret i Vaccinationscenter Randers. Du vil modtage en besked i din e-boks eller pr. brev, når det er tid til 3. stik, og du kan se, hvornår du kan booke tid på vaccinationsstederne på Vacciner.dk. Tiderne lægges ud løbende.

Vaccination uden tidsbestilling indskrænkes

Fremover vil det kun være muligt at møde op til vaccination uden tidsbestilling i Vaccinationscenter Randers. Du kan se åbningstiderne for denne mulighed her: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/vaccination-mod-covid-19/vaccinationssteder/

Hvis du vil undgå kø og ventetid, vil vi dog anbefale dig at booke tid på forhånd.