29. september 2020

Sammen med 22 andre danske virksomheder forpligter Regionshospitalet Randers sig nu som det eneste hospital til at reducere sit spild af mad med 50 procent inden 2030. I dag har hospitalsdirektør Jonas Dahl skrevet under på den frivillige aftale “Danmark mod Madspild” ved den virtuelle åbning af Danmarks første officielle madspildsdag.

Jonas Dahl_ hospitalsdirektør_ Foto Helle Brandstrup Larsen.jpg

Hospitalsdirektør Jonas Dahl har i dag skrevet under på aftalen "Danmark mod madspild" og hermed forpligtiger Regionshospitalet Randers sig til at halvere sit madspild frem mod 2030. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Regionshospitalet Randers har store ambitioner, når det gælder bæredygtig drift. Hospitalet har derfor i dag, den 29. september 2020, skrevet under på aftalen “Danmark mod Madspild”, som blev relanceret på et virtuelt arrangement i København med fødevareminister Mogens Jensen som vært.

Medarbejderne går foran

Som underskriver af aftalen forpligter hospitalet sig til at måle og offentliggøre fremskridtet i forhold til madspild en gang om året. Målt efter den samme standard og med det erklærede mål at halvere sit madspild inden 2030.

Det var hospitalsdirektør Jonas Dahl, som på vegne af hospitalet satte sin signatur på aftalen på dagen, der nu også er Danmarks officielle madspildsdag.

- Vi har på hospitalet også et ansvar for at mindske det klimaaftryk, som vi sætter på kloden, så der er ressourcer tilbage til kommende generationer. Derfor er jeg rigtigt glad og stolt over, at vi har nogle dygtige medarbejdere i vores køkken og kantine, der går foran ved at bekæmpe madspild, og dermed skaber inspiration og lyst til det vigtige arbejde med bæredygtighed, som vi står overfor på hele hospitalet, siger Jonas Dahl.

Anvender så meget som muligt

Igennem de seneste år har personalet i hospitalets Patientkøkken og kantine arbejdet intenst med at undgå madspild i produktionen ved at forsøge at anvende så meget som muligt.

- F.eks. bliver bladene på blomkål, som man jo normalt vil smide ud, snittet fint og brugt i salater og sammenkogte retter. Vi koger fond på dyreben, og vi bruger appelsinskræller til marmelade, siger cheføkonoma, Mona Carøe Jensen.

Den rigtige mad i de rette mængder

Selv om madspildet på Regionshospitalet Randers er bragt helt i bund, så kan der stadig være noget at hente ude på hospitalets afdelinger.

- Hovedparten af det madspild, som vi har i dag, er det mad, som ikke bliver spist på vores afdelinger. Vores kostkonsulent er i tæt dialog med personalet på afdelingerne om bestilling af mad. Det er vigtigt, at det er den rette mad i de rigtige mængder, som bliver bestilt, så patienterne får lige præcis det mad, som er godt for dem i deres situation, og at så lidt som muligt af maden skal smides ud, siger Mona Carøe Jensen. 

Foruden Regionshospitalet Randers indgår blandt andre også COOP, Arla, Meyers og Årstiderne i “Danmark mod Madspild”.

For yderligere informationer, kontakt:
Mona Carøe, cheføkonoma, tlf.: 2872 2642
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609

Om Danmarks Madspildsdag

 

Danmark fejrer i dag, d. 29. september 2020, den første officielle madspildsdag. Madspildsdagen falder sammen med FNs International Day of Awareness of Food Loss and Waste.

Danmarks Madspildsdag tager afsæt i FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor det globale madspild pr. indbygger skal halveres inden 2030. 

Regionshospitalet Randers indgår i aftalen "Danmark mod madspild", der er relanceret på madspildsdagen. Formålet med at relancere aftalen er at vise:

  • At "Danmark mod madspild" er en bred aftale med aktører fra hele fødevarekæden.
  • At vi i Danmark har en fødevarebranche, der tager madspild alvorligt.
  • At med en stærk fødevarebranche med hjælp fra de danske forbrugere, kan vi i Danmark reducere vores mængde af madspild betydeligt.