15. marts 2020

Regionshospitalet Randers forbereder sig på at modtage og behandle patienter smittet med COVID-19. I den forbindelse udskyder hospitalet nu planlagt aktivitet, der ikke er akut livstruende og førlighedstruende for at sikre kapacitet og ressourcer til behandling af de smittede patienter.

Regionshospitalet Randers er i fuld gang med at sikre optimal kapacitet til behandling af patienter smittet med COVID-19. Der er indrettet isolationsstuer i Akutafdelingen, Lægevagten er midlertidigt flyttet i nye lokaler, og der er forberedes ekstra sengepladser og intensivpladser til patienterne.

For at kunne håndtere indtag af patienter smittet med COVID-19, udskyder hospitalet nu ikke-akutte undersøgelser, behandlinger, operationer og kontroller fra 17. marts.

Jonas Dahl  Hospitalsdirektør Foto Helle Brandstrup Larsen.jpg

Jonas Dahl, hospitalsdirektør. Foto: Helle Brandstrup Larsen

- Vi følger myndighedernes beslutning om at udskyde al ikke-akut aktivitet. Det er et nødvendigt skridt for at kunne behandle de patienter smittet med COVID-19 og patienter, der har de absolut mest akutte behov. Det vil sige, at man i den kommende tid vil se, at vi udskyder planlagte tider for at kunne frigive både fysisk kapacitet og medarbejdere til at kunne behandle patienter smittet med COVID-19, siger Jonas Dahl, hospitalsdirektør.

Regionshospitalet Randers udskyder undersøgelser, behandlinger, operationer og kontroller af patienter, hvor det er fagligt forsvarligt. Det vil være planlagte tider, hvor der ikke er behov for behandling af akutte livstruende og førlighedstruende tilstande.

Aflysning via e-boks, Quickbrev og opkald

Udskydelserne gælder fra tirsdag den 17. marts, hvor det lovgivningsmæssige grundlag træder i kraft og fire uger frem. Alle patienter, som får udskudt aftaler på hospitalet, bliver kontaktet. Man behøver ikke selv kontakte hospitalet.

Patienter, der får udskudt deres tid, bliver orienteret herom via breve i e-boks. De patienter, der er fritaget fra digital post, vil modtage et Quickbrev med posten. Patienter der får deres tid aflyst inden for tre dage vil også blive ringet op af hospitalets ansatte.                     

Patienter opfordres til at holde øje med deres postkasse og e-boks i den kommende tid.

Patienter, hvis planlagte tid udskydes, vil modtage et nyt indkaldelsesbrev senest 1. juli 2020.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.:2974 4145
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609