27. august 2020

Bænkene på udearealerne ved Regionshospitalet Randers får nyt liv gennem et aktiveringssamarbejde med Jobcenter Randers og Driftsafdelingen i Randers Kommune.

Bænk før og efter 700px.jpg

Før og efter: Bænkene på udearealerne ved Regionshospitalet Randers får i øjeblikket en tiltrængt kærlig hånd.

Hvis din favorit-bænk uden for hospitalet pludselig mangler, så fortvivl ikke. Den vender snart tilbage – i meget finere stand end før.

Serviceafdelingen på Regionshospitalet Randers har lavet en aftale med Jobcenter Randers og Driftsafdelingen i Randers Kommune om renovering af bænkene.

Arbejdet udføres af ledige som en del af et aktiveringsprojekt, som Jobcenter Randers driver i samarbejde med Driftsafdelingen. Målgruppen er borgere på kontanthjælp, som også kæmper med andre udfordringer end ledighed. Det kan eksempelvis være fysiske og psykiske udfordringer eller misbrug.

Arbejdskraften leveres gennem projektet, men hospitalet betaler materialerne.

Projektet er en øvebane for deltagerne før en eventuel virksomhedspraktik på det ordinære arbejdsmarked. Hos Driftsafdelingen får de mulighed for at prøve kræfter med forskellige praktiske arbejdsopgaver som eksempelvis hospitalets bænke, der én for én bliver skruet fra hinanden, renset, slebet, malet og samlet på ny.

- Vi er glade for samarbejdet og sætter meget stor pris på det stykke arbejde, som bliver udført til stor gavn for de borgere, der gør brug af hospitalet, fortæller servicechef Dorte Baarup.

Hospitalet har 17 bænke på udendørsarealerne. De dårligste bliver fjernet, og resten bliver sat i stand.