Vi renoverer og ombygger store dele af hospitalet, så hospitalets fysiske rammer lever op til patienternes forventninger til et moderne hospital.

Regionshospitalet Randers set fra Skovlyvej efter udvidelse.
Som noget af det første, skal vi bygge fem nye etager ovenpå den eksisterende akutafdeling. På den første nye etage indretter vi til en ny og moderne operationsgang. De fire øverste etager bliver et sengetårn med nye sengeafsnit.
Færre personaleskift og afdelingsskift
Vi ombygger hospitalet, så vores patienter kommer til at opleve færre personaleskift og afdelingsskift. Vi placerer afdelinger, der ofte samarbejder tæt på hinanden, så vi sparer vores patienter og personale for lange afstande mellem afdelinger og unødige mange skift.
I den vestlige ende af hospitalet placerer vi operationsgangen, så den er tæt placeret på vores akutmodtagelse. I den østlige ende af hospitalet tæt på p-huset samler vi behandlingstilbud, hvor patienter får behandling eller møder op til undersøgelser uden, at de bliver indlagt.
Nyt fælles klinikområde
Vi ombygger, så vi placerer behandlingstilbud, dagafsnit og klinikker tæt på hinanden. Indgang A er placeret tæt på vores parkeringshus og bliver hovedindgangen for denne type af behandling og undersøgelse.
Vi samler afdelinger indenfor samme lægefaglige speciale
Vi samler i udgangspunktet sengeafdelinger og klinikker indenfor samme lægefaglige speciale, så de er placeret tæt på hinanden og på samme etage.
Hent detaljeret plan for hele byggeriet på Regionshospitalet Randers (PDF)