Barnets bevægelser er den første mærkbare kontakt med barnet. Din fornemmelse af barnet er en vigtig del af tilknytningen til barnet i maven.
Læs om:
- Hvordan føles det at mærke liv?
- Fra uge 24 skal du mærke liv hver dag!
- Giv dig tid til at mærke barnet
- Hvis du ikke mærker barnets bevægelser
Hvordan føles det at mærke liv?
For de fleste opleves de første mærkbare bevægelser som små bobler nederst i maven.
Hvis det er første gang, du er gravid, kan du forvente at mærke liv første gang omkring 20. - 22. uge. Har du født før, mærker du måske tidligere.
Du vil til at starte med ikke nødvendigvis mærke bevægelse hver dag. Senere bliver bevægelserne mere livlige, og du kan mærke, at barnet puffer sig rundt og sparker på maveskindet.
>> Tilbage til top
Fra uge 24 skal du mærke barnet hver dag!
Jo ældre barnet bliver, jo mere kraft er der i bevægelserne. Du mærker måske puf fra barnet, spark eller rullende bevægelser.
Efterhånden som barnet bliver større, bliver pladsen i livmoderen mindre, og bevægelserne ændrer sig fra at være puf og spark til en fornemmelse af, at barnet strækker sig og skubber sig rundt.
Barnet får ofte et mønster, hvor det bevæger sig på bestemte tidspunkter af døgnet. Når du nærmer dig terminen, vil barnet sove længere tid af gangen, men du skal fortsat mærke liv flere gange dagligt.
>> Tilbage til top
Giv dig tid til at mærke barnet
Du skal give dig tid til at mærke dit barn flere gange dagligt. Der er stor forskel på, hvor aktive børn er i maven, så du kan ikke sammenligne dit barns bevægelser med andre gravides oplevelser.
>> Tilbage til top
Hvis du ikke mærker barnets bevægelser
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit barn bevæger sig, eller hvis du oplever, at barnet bevæger sig markant mindre end tidligere, skal du altid henvende dig til Fødeafsnittet.
Før du kontakter Fødeafsnittet, kan du prøve følgende:
- Læg dig ned og slap af. Grunden til, at du ikke har mærket barnet, er måske, at du har været optaget af andre ting
- Prøv at få barnet til at bevæge sig ved at puffe forsigtigt til maven
- Drik et glas isvand, da det nogle gange kan vække et sovende barn
Mærker du fortsat ikke barnet, eller føler du dig utryg, skal du altid ringe til Fødeafsnittet.
>> Tilbage til top