Læs om:

 

 

Moderkagen fødes

Efter fødslen trækker livmoderen sig sammen, og moderkagen løsnes. Jordemoderen trækker let i den del af navlesnoren, der sidder fast på moderkagen, og kan derved let trække den ud af livmoderen. 

Det kan spænde lidt, når moderkagen glider ud, men det gør ikke ondt.

>> Tilbage til top

 

Livmoderen trækker sig sammen

Din livmoder vil være øm efter fødslen. Jordemoderen mærker udvendig på din mave flere gange efter fødslen for at kontrollere, at livmoderen begynder at trække sig sammen, som den skal. 

To timer efter fødslen kontrollerer jordemoderen for sidste gang, at livmoderen har trukket sig fint sammen.

>> Tilbage til top

 

Bristninger

Det er normalt, at der i forbindelse med en fødsel opstår sår og rifter i skeden og mellemkødet (stykket mellem skeden og endetarmsåbningen). Det kaldes bristninger. 

Bristninger i skeden og mellemkødet heler hurtigt, og nogle af bristningerne er så små, at man ikke syr dem. 

Nogle bristninger skal dog sys. Jordemoderen lokalbedøver altid området, inden hun syr.

>> Tilbage til top

 

De første timer med dit nyfødte barn

De første minutter

Når du har født dit barn, vil det blive lagt på din mave og pakket i varme svøb og en babydyne. 

Barnet får også en lille hue på for at sikre, at det ikke fryser. Mens moderkagen fødes, og eventuelle bristninger syes, kan du og din mand kigge på jeres nyfødte barn, tage billeder og nyde øjeblikket. 

Det er en enestående tid, for lige netop efter fødslen er jeres barn meget vågent og opmærksomt, og barnet vil efter lidt tid begynde at søge efter brystet og gøre sig klar til at sutte for første gang.

>> Tilbage til top

 

Den første amning

Det er vigtigt, at barnet får ro til at udvikle lysten til at sutte. Den første amning etableres ofte cirka en time efter fødslen. 

Personalet hjælper dig med at lægge barnet rigtigt til brystet, og det er vigtigt, at du giver tid og plads til, at barnet vænner sig til brystet og lærer at sutte. Spørg endelig!

>> Tilbage til top

 

Før I forlader Fødeafsnittet

Du og din mand får serveret et let måltid, og vi måler og vejer barnet.

Jordemoderen undersøger desuden barnet fra top til tå. Læs om undersøgelser af barnet.

Inden I forlader fødeafsnittet, skal du kunne tisse, og I får forskellige informationer om forløbet de kommende dage. 

Vi udleverer et lille kort med tidspunktet for fødslen og barnets vægt og længde.

>> Tilbage til top

 

Marker fødslen på Livets Træ

På Fødeafsnittet finder I livets træ, hvor hvert barns fødsel er markeret med forskellige symboler. Der er flest mørkegrønne og lysegrønne blade, der viser henholdsvis fødslen af en dreng og en pige. Tvillingefødsler er markeret med to kirsebær på stilk mens hjemmefødslerne er træets blomster.

I er meget velkomne til at sætte et blad, kirsebær eller blomst på træet og tage et foto som minde. 

I kan også klikke på billedet nedenfor. Så åbner det i en høj opløsning, som I kan downloade til brug i barnets bog eller lignende.

Livets træ har været anvendt af jordemødre i generationer, som et symbol på et barns fødsel. Moderkagen kaldes også for livets Træ, da den forbinder mor og barn og med sine blodkar og navlesnoren som stamme ligner Livets træ.