Mød Michael Tjørnild - cheflæge i Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Randers
Dit største faglige forbillede?
Jeg har flere faglige forbilleder, men helt overordnet er mit ledelsesmæssige forbillede lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen. Jeg synes, at han mestrer at drive nærværende ledelse, og han evner, at få sine ansatte til at involvere sig i arbejdet.
Et godt råd til dine nye kolleger?
Jeg har to gode råd. Det første er, at man skal møde op med nysgerrighed og turde at udfordre vaner. Når man er ny, har man mulighed for at skubbe til indgroede rutiner, og det kan være med til, at vi kan gøre vores arbejde endnu bedre. Derudover skal man fokusere på, hvordan vi i afdelingen bliver ved med at ”spille” hinanden gode. Det er en vigtig adgangsbillet, hvis man er ansat her.