Mange kan være nervøse ved at blive undersøgt pga. den stråling, man får ved undersøgelsen.
Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser, og fra byggematerialer.
Hver undersøgelse med røntgenstråler giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til alt fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Strålebeskyttelse
Noget væv i kroppen, specielt æggestokke og testikler, er særligt følsomt overfor røntgenstråler. Hvis du er i den fertile alder, dvs. den alder hvor du kan få børn, anvender vi derfor blybeskyttelse ved undersøgelser, hvor det er muligt.
Hvis blybeskyttelsen betyder, at vi ikke kan lave billeder, der er gode nok, bruger vi ikke blybeskyttelse.
Gravid?
Sig det til personalet, hvis det er muligt, at du er gravid, så vi kan tage særlige forholdsregler i forhold til et evt. foster.
Risiko i forhold til alder
Undersøgelser med røntgenstråler bidrager til den samlede stråledosis, vi får gennem hele livet. Jo ældre vi er, jo mindre er risikoen for at udvikle kræft på grund af røntgenstråler, fordi der er mindre tid for en evt. kræft at udvikle sig i.
Derfor er det vigtigt kun at udsætte børn for røntgenstråler, når lægen vurderer, at det er den eneste mulighed for at opnå en sikker diagnose.
Husk
- At sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få opdaget en mulig sygdom
- At fortælle din læge om tidligere undersøgelser, der evt. kan overflødiggøre nye undersøgelser
- At vi - hvor det kan lade sig gøre - anvender ultralyd- eller MR-scanninger i stedet for undersøgelser, hvor der bruges røntgenstråler
- At spørge din læge, hvis der er noget ved undersøgelsen, som du er i tvivl om eller bekymret for
- At vi på afdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Teksten er uddrag fra Region Midtjyllands pjece Information om røntgenstråler.
Se også link på Pjecer og vejledninger