I forbindelse med din undersøgelse i klinikken kan der ofte være behov for, at du får målt dit blodtryk og puls, samt får taget et EKG (elektrokardiogram). Et EKG er en hurtig, enkel og smertefri metode at måle hjertets elektriske aktiviteter.
Ved nogle patienter har vi også behov for at skanne hjertet for bl.a. at vurdere, hvordan dit hjerte pumper, og hvordan hjerteklapperne fungerer. Den undersøgelse hedder en ekkogradiografi.
Undersøgelserne kan foretages af både læger og sygeplejersker.
TEE - Transesophageal ekkokardiografi
TEE er en ultralydsskanning af hjertet, hvor lægen får et ekstra godt indblik ved at føre et lille ultralydshoved ned i spiserøret. På den måde kommer man meget tæt på hjertet og får derved et præcist billede af de forskellige dele af hjertet.
Undersøgelsen er specielt nyttig, når det er nødvendigt at efterse hjerteklapperne for utætheder, forsnævringer eller mulig betændelse. Undersøgelsen kan også afsløre eventuelle utætheder i hjertet og skader på den store hovedpulsåre. Du får en lille mængde beroligende medicin via en blodåre i din hånd i forbindelse med undersøgelsen.
Ortostatisk blodtryksmåling
Undersøgelsen kan vise, om der opstår et kraftigt fald i dit blodtryk, når du skifter mellem liggende og stående stilling. Undersøgelsen foregår i rolige omgivelser, hvor blodtryk og puls måles flere gang i både hvile og i stående stilling.
Døgnblodtryksmåling
Ved en døgnblodstryksmåling måles dit blodtryk i 25 timer i vante omgivelser. Det er meningen, at målingen skal foregå på en ganske almindelig dag, hvor du foretager dig det, du plejer derhjemme eller på arbejde. Dog kan du ikke dyrke sport eller bade med apparatet på.
Holtermonitorering/R-test
Holtermonitorering eller R-test er en undersøgelse af hjerterytmen over 1, 2 eller 5 døgn. Undersøgelsen anvendes, hvis der er mistanke om uregelmæssigheder i hjerterytmen. Mens du bliver undersøgt, må du gøre de ting, du plejer; herunder også dyrke sport.
Ved hjerterytmeforstyrrelse i hjertets forkamre
Hvis du lider af hjerterytmeforstyrrelser i hjertets forkamre, såsom atrieflimmer/flagren, kan vi tilbyde nogle patienter at blive DC-konverteret.
Det betyder, at du kortvarigt bliver bedøvet, for at du kan få et elektrisk stød, som kan være med til at ”nulstille” hjertets rytme. Elektrisk stød kan medføre, at hjertet kan genfinde sin normale rytme. Behandling med DC-konvertering suppleres ofte af medicinsk behandling.