Hvis du er i tvivl

For nogle kan det være meget svært at træffe beslutningen om at få en abort, og det er normalt, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre.

Det er vigtigt, at du tager dig den nødvendige tid, så du træffer den rigtige beslutning for dig.

Rådgivning

Hvis du har brug for at tale med nogen om dit valg, har du ret til en støttesamtale. Du kan selv vælge, om du ønsker at tale med din egen læge eller med Mødrehjælpens rådgivning.

For mere information og vejledning:

Kontakt din læge så hurtigt som muligt

Hvis du beslutter dig for at få en abort, skal du hurtigst muligt tale med din læge.

Grunden til, at vi skriver, at det skal ske så hurtigt som muligt, er, fordi din abort bliver mere kompliceret jo længere du er henne i graviditeten.

Du har ret til at få foretaget en abort, indtil du er 12 uger henne i graviditeten. Når du er mere end 12 uger henne, skal du ansøge abortsamrådet i Region Midtjylland om tilladelse til at få en abort.

Hos din læge

Når du taler med din læge om, at du ønsker at få en abort, vil din læge tale med dig om, hvordan en abort foregår.

Din læge vil også undersøge dig og pode for chlamydia. Chlamydia er en bakterie, der ofte er årsag til underlivsbetændelse.

Du skal underskrive en blanket, hvor du anmoder om abort. Hvis du er under 18 år, skal en af dine forældre også underskrive en blanket.

Din læge sender en henvisning til os, og vi indkalder dig hurtigst muligt.

Vær godt forberedt

Vi anbefaler, at du læser vores informationspjecer, inden du kommer.

Du kan også læse informationen her på vores hjemmeside, der er den samme som i vores pjecer.

På den måde er du bedst muligt forberedt på dit besøg.