12. april 2017

Arbejdstilsynet har besøgt Regionshospitalet Randers i perioden 30. januar til 6. april 2017, hvor Serviceafdelingen, Patientkøkkenet, Kirurgisk Afdeling, Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen var udvalgt til tilsynstjek.

Alle påbud løst
Arbejdstilsynet udstedte seks påbud om straks at forbedre arbejdsgange med fokus på at sikre ergonomisk korrekte arbejdsstillinger for personalet og øge forebyggelsen af arbejdsrelateret vold mod serviceassistenter.

- Vi har taget Arbejdstilsynets påbud meget alvorligt. Vi har løst samtlige påbud indenfor en uge, og vi styrker nu undervisningen i konflikt- og voldshåndtering for Serviceafdelingens ansatte, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl.

Bedre vejledninger
Hospitalsdirektøren forklarer, at der allerede findes vejledninger, som de ansatte skal følge, men at vejledningerne nu bliver forbedret i samarbejde med en erhvervspsykolog.

I tiden siden Arbejdstilsynets besøg har en ergonomikonsulent bl.a. instrueret medarbejderne i at bruge de mest hensigtsmæssige arbejdsgange og ergonomisk korrekte arbejdsstillinger, og der er købt nyt udstyr til for eksempel løft og flytninger af hjælpemidler og madvarer.

Sundt og sikkert arbejdsmiljø
- Vores personale skal have de bedste arbejdsbetingelser i et sundt og sikkert miljø, og vi kan nu se, at vi i fremtiden skal gøre mere for at løse den opgave, erkender Jonas Dahl.

Yderligere oplysninger:

  • Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.: 2974 4145
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609


Fakta

Arbejdstilsynet udførte fra 30. januar til 6. april 2017 tilsyn i Serviceafdelingen, Patientkøkkenet, Kirurgisk Afdeling, Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers. Der blev i den forbindelse givet:

  • Seks påbud som straks skulle løses. Alle påbud blev løst inden for en uge.
  • Èt påbud med frist. Løsningen er i gang.
  • Vejledninger til hospitalets afdelinger om kommunikation, håndtering af arbejdsmængde og tidspres, hensigtsmæssige løft og forflytninger og belastninger i det psykiske arbejdsmiljø
  • Et rådgivningspåbud om at bruge autoriseret rådgivningsvirksomhed, da der er modtaget mere end fem påbud.