5. oktober 2017

Regionshospitalet Randers er gået i gang med renovering af forhallen ved Skovlyvej 15. Renoveringen skal gøre det nemmere for patienter og pårørende fremover at orientere sig ved ankomst til hospitalet. Selvom håndværkere er i fuldt sving, er det stadig muligt at komme ind i forhallen.

Renovering af forhallen skal sikre en mere indbydende og overskuelig ankomst til hospitalet for borgere fremover. Renoveringen, der netop er startet, kan ikke undgå at skabe gener. I den kommende weekend vil trapperne i indgangen blive nedbrudt, hvilket vil medføre støj. Der vil blive afskærmet, så støvet ikke breder sig.

Udenfor forhallen ved Skovlyvej 15 vil der være containere til byggematerialer, der spærrer den almindelige indgang til forhallen. Der er derfor er lavet midlertidige indgange til forhallen, som borgerne skal benytte. Der er skiltning til de midlertidige indgange.

Under renoveringen er der ændringer i standsnings- og parkeringsforhold på Skovlyvej omkring forhallen. Der er sat skiltning op på Skovlyvej, der viser, hvor borgerne må standse og sætte af samt parkere under renoveringsperioden. Hospitalet beder derfor borgerne om at være opmærksom på de nye forhold, når de ankommer til hospitalet.

Regionshospitalet Randers håber på borgernes forståelse for de gener, der må være i forbindelse med renovering af forhallen.

Hospitalsapoteket og kiosken i forhallen holder åbent under renoveringen

Renovering af forhallen skal sikre en mere indbydende og overskuelig ankomst til hospitalet for borgere fremover.