6. juni 2017

6. juni bliver borgere landet over mødt med spørgsmålet: "Hvad er vigtigt for dig?". Denne dag er nemlig international Hvad er vigtigt for dig?-dag, og Regionshospitalet Randers er med til at markere dagen.

Borgere er forskellige og har derfor forskellige behov, ønsker og håb – også i forhold til deres behandlingsforløb. Regionshospitalet Randers arbejder løbende på at forbedre dialogen med patienterne og tune sig ind på, hvad der er vigtigt for den enkelte patient. Derfor deltager hospitalet i at markere "Hvad er vigtigt for dig"-dagen den 6. juni i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden, der står bag kampagnen i Danmark.

Hvad er vigtigt for dig?

Dagen betragtes som en øvelse i, hvad der sker i dialogen mellem borger og sundhedspersonale, når man spørger på en anden måde. Når man stiller spørgsmålet: "Hvad er vigtigt for dig?" i stedet for "Hvad er i vejen med dig?", oplever borgeren at blive mødt som en hel person.

- Vi deltager i dagen, fordi vi ønsker at blive bedre i vores dialog med patienterne og de pårørende. En god behandling starter med en god dialog. Og vi ønsker at tilrettelægge behandlingsforløb, der tager udgangspunkt i patientens behov og ønsker. Denne øvelse giver os en ny måde at betragte vores dialog med patienterne på – og vi kan forhåbentlig blive endnu bedre, siger Solveig Gram, udviklingssygeplejerske i Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Randers.

Udover Medicinsk Afdeling deltager også Fødeafdelingen, Gynækologisk Afdeling, Børneafdelingen og Patologisk Institut på Regionshospitalet Randers i den internationale dag.

Hvad er vigtigt for min kollega?

Og det er ikke kun patienterne, der får stillet spørgsmålet den 6. juni, personalet vil også stille hinanden spørgsmålet: "Hvad er vigtigt for dig?".

- Det er vigtigt, at vi også stiller hinanden spørgsmålet. Det er en måde at lære hinanden bedre at kende på, anerkende og hjælpe hinanden i en ofte travl dagligdag.  Øvelsen kan bidrage til at give endnu mere smil og glæde mellem kollegerne i afdelingen, siger Jette Krüger Jensen, ledende bioanalytiker i Patologisk Institut.

På dagen vil der hænge plakater i afdelingerne, og personalet vil bære badges med "Hvad er vigtigt for dig?"-budskabet. De deltagende afdelinger vil indsamle erfaringer fra dagen til det fremadrettede brug for en bedre kommunikation med patienter og personale.

Yderligere oplysninger:

  • Solveig Gram, udviklingssygeplejerske, tlf.: 4236 1814
  • Jette Krüger, ledende bioanalytiker, tlf.: 7842 2402
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf. 4079 2609

Hvad er vigtigt for dig?

"Hvad er vigtigt for dig?", spørger sygeplejerskerne i Medicinsk Afdeling.