6. december 2017

Seniorforsker Mette Spliid Ludvigsen ved Regionshospitalet Randers tiltræder den 1. januar 2018 som professor i sygepleje ved Nord universitet i Norge.

Mange patienter og pårørende oplever, at information går tabt i overgange mellem afdelinger på hospitaler samt mellem hospital og det øvrige sundhedsvæsen. Det kan have alvorlige konsekvenser for patienterne men også for personalet, der risikerer fejlbehandling.

Mette Spliid Ludvigsen, ph.d. og lektor, ved Regionshospitalet Randers arbejder for at ændre dette gennem sin forskning i overgange i sundhedsvæsenet. Mette Spliid Ludvigsen er oprindeligt uddannet sygeplejerske, og har gennem flere år forsket i patientoplevelser samt sygeplejerskers roller og opgaver ved overflytning af patienter mellem afdelinger og sektorer.

Patientens ønsker er afgørende
Målet med forskningen er at skabe mere viden om, hvad der er vigtigt for patienterne, og hvordan sygeplejepersonale kan samarbejde om at sikre sammenhængende patientforløb baseret på patientens behov.

Undersøgelser viser nemlig, at der kan være store forskelle mellem det, sundhedsprofessionelle tror, patienterne ønsker i patientforløbet, og det patienterne rent faktisk ønsker. Manglende viden om patienternes ønsker og prioriteter kan resultere i forløb, hvor der træffes uhensigtsmæssige beslutninger om patienten.

Patienterne vil i stigende grad inddrages
Med det nye professoratet vil Mette Spliid Ludvigsen styrke sin forskning i patientovergange ved bl.a. at udvikle nye måder, der kan bidrage til involvering af patienter i forløbet.

- Vi ser patienter i dag, der gerne vil inddrages mere i egen behandling, og det arbejder vi på at fremme på hospitalet. Med større inddragelse får patienterne lettere ved at forstå eget forløb – og overgange. Og personalet får indsigt i, hvad der er vigtigt for patienterne, og kan dermed justere samt forebygge komplikationer under forløbet til gavn for patienterne. Med Mette som ny professor i sygepleje, ser vi frem til at få ny viden, der styrker vores samarbejde med patienterne og samarbejdspartnere, så vi kan undgå huller i overgangene, siger Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør.

Mette Spliid Ludvigsen har været seniorforsker på Regionshospitalet Randers siden 2014. Sideløbende med sin beskæftigelse på hospitalet, arbejder hun som lektor ved Health på Aarhus Universitet. Fra 1. januar 2018 har hun deltidsansættelse på hospitalet og deltidsansættelse som professor på Nord universitet i Bodø i Norge.

Som professor på Nord universitet vil Mette Spliid Ludvigsen være tilknyttet ph.d.-uddannelsen, i klinisk sygepleje og masteruddannelsen i specialsygepleje

Yderligere oplysninger:
Mette Spliid Ludvigsen, professor i sygepleje, tlf.: 7842 2355
Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør, tlf.: 4071 6438
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609

Nyudnævnt professor i sygepleje, Mette Spliid Ludvigsen.