13. december 2017

Kom til ph.d.-forsvar mandag den 18. december hvor Rasmus Søndergaard Aagaard forsvarer sin ph.d-afhandling om ultralyd af hjertet under hjertestop.

Chancen for at en patient med hjertestop kan genoplives forbedres, hvis årsagen til hjertestoppet kan identificeres under genoplivningen. Årsagen kan fx være en blodprop i lungen, nedblødning eller iltmangel, men det er ofte ret vanskeligt at finde ud af.

Derfor har ph.d.-studerende Rasmus Aagaard undersøgt, om en ultralydsscanning under genoplivningen kan øge chancerne for at identificere årsagen til hjertestoppet. Han har fx sammenlignet ultralydsbilleder fra forskellige typer af hjertestop, ligesom han har undersøgt, hvornår i forløbet man opnår de bedste ultralydsbilleder af hjertet.

Du kan blive meget klogere på både processen og resultaterne til ph.d-forsvaret "Cardiac Ultrasound: Dead or alive - does it matter?". Forsvaret afholdes mandag den 18. december kl. 14.00 i hospitalets auditorium, Skovlyvej 15.

Alle er velkommen.

Efter forsvaret vil Anæstesiologisk Afdeling være vært for en reception.

Kan ultralydsscanning under genoplivning øge chancerne for at identificere årsagen til et hjertestop? Det svarer Rasmus Aaagård på til sit ph.d.-forsvar.