Regionshospitalet Randers er kåret som det hospital i Danmark, der er bedst til palliativ behandling. Det fremgår af Dagens Medicins årlige opgørelse over Danmarks bedste 68 behandlinger og undersøgelser, der netop er offentliggjort.

Det er takket være det Palliative Team fra Anæstesiologisk Afdeling, at hospitalet nu kan bryste sig med en flot førsteplads i palliativ behandling. Palliativ behandling er lindrende behandling af meget svært syge patienter – ofte på kort sigt døende patienter.

Palliativ Team er godt tilfredse og stolte over at indtage 1. pladsen i palliativ behandling i Danmark

Får patienter hurtigt i behandling

Førstepladsen er kommet i hus bl.a. ved, at det Palliative Team hurtigt formår at få henviste patienter i behandling hos sig – i 2016 opnåede teamet, at få 88 % af de henviste patienter i behandling inden for 10 dage. Det nationale mål er 90 %. Det betyder, at teamet når at give mange patienter lindrende behandling, inden de dør.

Teamet er hurtig til at symptomscreene patienterne i tide, og få drøftet den enkelte patient og den relevante behandling på tværfaglig konference med sundhedsfaglige aktører.

Dagens Medicins kåring er baseret på tal for behandlingskvalitet i Dansk Palliativ Database for 2016.

Skulderklap til teamet

Overlæge Dorte Lander Rasmussen fra det Palliative Team er stolt over førstepladsen:

- Jeg er rigtig glad og stolt på teamets vegne over denne førsteplads. Vi gør, hvad vi kan for vores patienter hver dag, og vi har organiseret os, så vi er effektive til at tage patienterne ind og give dem den rette behandling i tide. Jeg er taknemlig for, at indsatsen nu har givet os en førsteplads. Det er et skulderklap til alle i teamet, siger Dorte Lander Rasmussen.

De patienter som kommer i palliativ behandling er fortrinsvis kræftpatienter, samt få KOL-patienter og patienter med hjertesvigt. Palliativ Teams rolle er at tilbyde lindrende behandling både fysisk, psykisk, eksistentielt og socialt til patienterne og deres pårørende i det svære sygdomsforløb, med bl.a. indsats fra psykolog, præst og fysioterapeut.

Yderliger oplysninger, kontakt:

  • Dorte Lander Rasmussen, overlæge i Det Palliative Team, tlf.: 2442 4034
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609