26. oktober 2017

 

Fødeafdelingen på Regionshospitalet Randers og Randers Bibliotek samarbejder om at nytænke den klassiske fødselsforberedende undervisning. Nu tilbydes et hold kommende forældre undervisning på biblioteket med litteratur som redskab.

Fødeafdelingen på Regionshospitalet Randers arbejder løbende med at nytænke tilbud til kommende forældre. I et nyt tiltag er jordemødrene på afdelingen gået sammen med Randers Bibliotek for at afprøve fødsels- og forældreforberedelseskursus på biblioteket.

- Vi har inviteret et hold førstegangsfamilier til undervisning i fødsels- og forældreforberedelse på biblioteket i oktober og november. Det er et helt nyt tiltag, vi sætter i søen, og som vi håber, vil blive taget godt imod af de kommende forældre. Det er tanken, at bibliotekets rammer kan bidrage til et frirum for familien og afslappet stemning, når vi klæder dem på til fødslen og forældreskabet. Og så bliver den klassiske undervisning peppet op med litterære indslag, som kan give nuancer til forældreskabet, siger Trine Fritzner Jensen, kvalitets- og udviklingsjordemoder i Fødeafdelingen.

Fødeafdelingen har tidligere samarbejdet med Randers Bibliotek om projekter for gravide, kommende og nybagte forældre. I den forbindelse har jordemødrene oplevet, at deres møde med forældrene bliver anderledes afslappet, når det foregår på biblioteket. Det ansporede dem til at prøve at tage fødsels- og forældreforberedelse ud af de vante rammer på hospitalet og ind på biblioteket.

Litterært indspark
Det er to hold af førstegangsfamilier, der vil få undervisning på biblioteket, og første hold starter 31. oktober. Undervisningen rummer den vanlige fødselsforberedelse og den første tid som forældre for både mor og far, og hertil vil bibliotekets personale bidrage med input fra litteraturens verden.

- Vi bidrager til kurset, da litteratur kan spille en afgørende rolle for de kommende forældre. Litteratur kan give mental sundhed og virke støttende, når livets vilkår forandres. Fortællinger kan bidrage til at give en bedre forståelse af, hvad der venter forude som forældre, fordi de sætter ord på tanker og følelser. Det kan være den helt konkrete beskrivelse af, hvordan en ve føles til de store følelser om at blive far og mor, siger Louise Boel, bibliotekar på Randers Bibliotek.

Når de to hold førstegangsfamilier har været igennem undervisningsforløbet på biblioteket, evaluerer Fødeafdelingen og Randers Bibliotek samarbejdsprojektet og input fra deltagerne. På baggrund af evalueringen vil parterne vurdere, om undervisningen på biblioteket skal tilbydes til nye hold kommende forældre.

For yderligere informationer, kontakt:

  • Trine Fritzner Jensen, kvalitets- og udviklingsjordemoder i Fødeafdelingen, tlf.:7842 1026
  • Cecilia Honores Møller, kommunikationschef på Regionshospitalet Randers, tlf.:4079 2609
  • Louise Boel, bibliotekar på Randers Bibliotek, tlf.: 8710 6853
  • Jens Sørensen, marketingkonsulent på Randers Bibliotek, tlf.: 8710 6823

-Det er tanken, at bibliotekets rammer kan bidrage til et frirum for familien og
afslappet stemning, siger Trine Fritzner fra Fødeafdelingen.