28. oktober 2016. Tekst og fotos: Peter Lund Krogsøe

Der forskes på livet løs på Regionshospitalet Randers. Og selvom der blandt forskerne er enighed om, at det skal blive mere synligt, så blev årets forskningssymposium en god og spændende markering af, at forskningen trives, og at der året rundt genereres ny viden, som kan udvikle os både lokalt på hospitalet og i sundhedsvæsenet i bred forstand.

Se alle billederne nederst i artiklen

Årets forskningssymposium var bygget op omkring en lang række abstracts (korte beskrivelser af forskningsprojekter), som både blev præsenteret mundtligt og i form af posters. Det skete under en såkaldt poster-walk, hvor forskeren bag hver poster på blot to minutter redegjorde for indholdet, så alle kunne få et indblik i både tankerne bag, metoden og resultaterne, hvis der da forelå sådanne. De oplæg var der 28 af.

Og emnerne spændte bredt, så der var rig mulighed for at blive klogere på alt fra tarmkræftscreening og gravides brug af naturmedicin til forskning i hjertemassage og phenformin som et kardio- og neuroprotektivt lægemiddel. Masser af inspirerende oplæg, som alle blev fulgt op af bifald og i nogle tilfælde uddybende spørgsmål.


Fedt foredrag - i bogstaveligste forstand

Forud for alle præsentationerne, stod hospitalets nyligt udnævnte professor Jens Meldgaard Bruun for et spændende og friskt oplæg om fedt, som han både erklærede sin kærlighed til og viste sin store viden omkring.

Jens Meldgaard Bruun (læs portrættet af Jens) arbejder med - og forsker i - ernæring, stofskifte, overvægt og fedme, og kom under sit symposium-foredrag både ind på fedt-forskningens historie, detaljerne i fedtvævet og på mus med store mængder brunt fedtvæv, som tilsyneladende øger forbrændingen.

Mini-foredraget var dog ikke Jens´ eneste opgave på dagen, for han sammen med Berit Andersen, Mette Spliid Ludvigsen, Lone Winther Jensen, Kristjar Skajaa og Nete Hornung var meddommer i symposium-konkurrencen, hvor der blandt deltagerne skulle findes vindere i de tre kategorier: bedste poster, årets publikation og bedste præsentation.

Udover Jens´ foredrag var også leder af Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, Kristjar Skajaa, med, og han holdt et inspirerende oplæg under middagen om, hvordan man som dedikeret vestjyde ved godt samarbejde med folk med meget forskellige kompetencer kan lykkes med at nå et ambitiøst mål – i dette tilfælde at fremstille verdens bedste whisky. Det var et input til, hvordan vi kan arbejde med forskningen i Randers på nye måder.

And the winners are

Vinderne i de tre kategorier blev kåret under den afsluttende middag, og hver vinder modtog diplomer, blomster og 5.000 kroner til rejseformål i forbindelse med deres forskning. Præmierne blev overrakt af lægefaglig direktør Lone Winther Jensen

Blandt virkelig mange gode posters og oplæg blev der kåret følgende tre vindere:

Prisen for bedste publikation gik til Esben Thyssen Vestergaard
Prisen for bedste mundtlige præsentation gik til Anni Germann Najbjerg
Prisen for bedste poster gik til Ninna Cathrine Schmidt Voss

Der var 70 deltagere til årets symposium, som blev afholdt i og omkring det nye auditorie. 36 havde indsendt abstracts, hvoraf otte blev udvalgt til at holde et mundtligt oplæg i auditoriet. Arrangementet blev afsluttet med hygge, spisning og præmieoverrykning.