Vi behandler bedre, hvis vi kommunikerer bedre. Det er den erfaring, der ligger til grund for stiftelsen af et nyt selskab for kommunikation i sundhedsvæsenet. Hospitalets sygeplejefaglige direktør Marianne Jensen har påtaget sig en af de syv bestyrelsesposter for at præge udviklingen.

Det første indledende bestyrelsesmøde er lige om hjørnet, så et nyt selskab for kommunikation i sundhedsvæsenet vil snart arbejde for at højne kommunikationen til og med patienterne i det danske sundhedsvæsen. I bestyrelsen sidder Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Randers, for hun ser patientkommunikationen som en stor og vigtig udfordring:

"Det her handler om, at vi i det danske sundhedsvæsen rent faktisk ikke er gode nok til at formidle viden og resultater af prøvesvar, til at kommunikere sammenhængen i et patientforløb og til at forstå betydningen af vores nonverbale kommunikation.

Mange af vores klager handler faktisk lige præcis om kommunikationen med patienterne. Både den verbale og den nonverbale, og det vil vi gerne gøre noget ved. For det gør en forskel for patienterne, om vi forstår at lytte til dem og kommunikere med dem på en måde, så de tager vores budskaber og anbefalinger til sig."

"I Vejle har de afviklet et projekt, hvor læger og sygeplejersker er blevet undervist i at kommunikere. De har efterfølgende testet, om det gav målbare forandringer af patienternes tilstand (i dette tilfælde var patienterne børn, red.). Man kunne ligefrem se, at dem der havde været på kommunikationskursus, de fik informeret børnene og forældrene så meget bedre, at børnenes vejrtrækningsevne blev forbedret. Så man bliver altså bedre til at behandle, hvis man bliver bedre til at kommunikere".

Inspirere hinanden på tværs

Det nye selskab starter ikke fra nul, for det er hensigten, at selskabet bl.a. skal læne sig op ad især et større europæisk selskab for kommunikation i sundhedsvæsenet. Og så handler det ellers om at samle og formidle viden på tværs i det danske sundhedssystem:

"Vi har selv nogle erfaringer, vi skal dele ud af. Fx fra et spændende projekt i børneklyngen, hvor læger videofilmede sig selv for bagefter at se, om der var noget i kommunikationen, man kunne gøre anerledes. Og det samme gælder jo de andre hospitaler. Så nu handler det om, at vi i højere grad skal inspirere hinanden på tværs. Det kan det her selskab forhåbentlig være med til at åbne mere op for", fortæller Marianne Jensen, som nu ser frem til det indledende bestyrelsesmøde først i december, hvor retningen for selskabet skal udpeges.

Fakta:

Onsdag d. 5. oktober 2016 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsenet.

Selskabet er en videreførelse af Netværket for Kommunikation i Sundhedsvæsenet, som professor Jette Ammentorp (Enhed for Sundhedstjenesteforskning, Sygehus Lillebælt) har været initiativtager til, og som siden 2011 har holdt halvårlige møder om forskning og udvikling indenfor området.

Jette Ammentorp er formand for det nye selskab, og sammen med en bestyrelse på i alt syv medlemmer fra alle landets regioner, skal hun nu være med til at opfylde selskabets formål:
1. at fremme professionel kommunikation i sundhedsvæsenet i Danmark
2. at være et forum for videndeling og drøftelse af undervisning, vejledning, kvalitetsudvikling og forskning med det mål at styrke professionel kommunikation i sundhedsvæsenet.

Medlemmerne af den nye bestyrelse er:

• Jette Ammentorp, forskningsleder og professor ved enhed for sundhedstjenesteforskning, Sygehus Lillebælt. Uddannet sygeplejerske.
• Juliane Dinesen, praktiserende læge i Søborg
• Lilli Sørensen, klinikchef og overlæge i ortopædkirurgisk kirurgi ved Sygehus Lillebælt i Vejle.
• Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør ved Regionshospitalet Randers
• Marianne Lau, dr.med. og overlæge i psykiatri ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstaden.
• Annegrethe Nielsen, lektor på jordemoderuddannelsen (UC Norjylland) og uddannet i kommunikation og datalogi ved Aalborg Universitet og Roskilde Universitet
• Helle Petersen, kommunikationsforsker og lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Roskilde Universitet.

Marie Louise Kimper-Karl (speciallæge i onkologi) og Jens Kristian Petersen (cand.mag i retorik og kommunikation) er suppleanter.