10.253 km. er tilbagelagt. Patienterne på Dialyseafsnittet har cyklet til ækvator.

Nyrepatienterne har siden forsommeren 2014 trampet løs i pedalerne, og forleden nåede de målet: Ækvator. Cykelturen er foregået i sengen, mens patienterne har været i dialyse. Typisk har en dialysebehandling bragt den cyklende patient 30-40 km. længere sydpå.

Motionsprojektet, som skal hjælpe patienterne til at klare sig bedre i hverdagen, har budt på lækkerier undervejs på ruten. Da afstanden til Wien var tilbagelagt, blev der serveret wienerkaffe og Sachertorte. I Ankara stod den på små tyrkiske kager, og i Kairo var der pyramider til den søde tand.

Gunnar Jørgensen tramper i pedalerne. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Gunnar Jørgensen har været en af de flittigste sengecyklister. Så flittig at han – når vejret arter sig - nu cykler til hospitalet, når han skal i dialyse.

- Min dialyse fungerer bedre nu, fordi jeg er i god kondition, fortæller han. Jeg har mindre væske i benene, og jeg har færre smerter end før, siger Gunnar Jørgensen.

Visse dage er der kø til cyklerne i afdelingen, og det næste cykelprojekt er allerede i støbeskeen.


Nyhed 29. januar 2016