Medicinsk Sengeafsnit 3 afprøver indtil juli en "hent patient"-ordning, som skal give patienterne en tryggere overgang fra Akutafdelingen til sengeafsnittet. En overflytning tager nu udgangspunkt i et fælles møde mellem patienten og de to afdelinger.

Sygerplejerskerne Birgitte Scherwin (akutafdelingen) og Gitte Anemark Barrett (Medicinsk Sengeafsnit 3. Her i gang med en fælles overlevering. 

Når patienter skal fra Akutafdelingen til Medicinsk Sengeafsnit 3 (MS3), bliver de nu hentet af en sygeplejerske fra sengeafsnittet. Det sker som en del af en prøvehandling, som skal give patienten mere tryghed og større indsigt i sit forløb.

Når en patient skal overflyttes ringer Akutafdelingen til sengeafsnittets koordinator. De aftaler et mødested og tidspunkt, og så går en af sengeafsnittets sygeplejersker ned til en fælles overlevering, hvor både patienten og Akutafdelingens sygeplejerske er til stede. Og det giver rigtig god mening, fortæller Henriette Lund Larsen, afdelingssygeplejerske på MS3.

"Det her giver sygeplejerskerne mulighed for at overlevere sammen med patienten. Nu bliver der stillet spørgsmål og udvekslet informationer, mens patienten kan følge med og være med. Så får han eller hun et blik bag kulisserne, og vi tror på, at de i højere grad vil mærke, at der er nogen, der sidder med den røde tråd i forhold til deres ophold på hospitalet", siger Henriette Lund Larsen, som mener, at ordningen er med til at fjerne usikkerhed omkring patientens forløb.

Arbejder på at udvikle samarbejdet

"Hent Patient"-ordningen kører som en prøvehandling indtil til udgangen af juni. Til den tid skal en samlet evaluering vise, om der er basis for en fast ordning. Indtil nu virker det dog lovende, fortæller Henriette Lund Larsen:

"Vores erfaringer er gode. Både patienter og det modtagende personale virker glade for det. Jeg tror, at patienterne oplever, at det er trygt. De føler sig velkomne, og de får en god fornemmelse af, hvad der skal ske.

Så nu handler det om, at vi sammen med Akutafdelingen udvikler samarbejdet og konceptet. Det er jo en ny proces, som vi skal vænne os til, og det kræver noget evaluering og noget finpudsning. Men kernen i det – at vi sammen mødes med patienten – det er det vigtigste, fortæller Henriette Lund Larsen.

Henriette Lund Larsen


Fotos: Helle Brandstrup Larsen og Peter Lund Krogsøe
Nyhed: 27. maj 2016