NAVNENYT:

Lisbeth Roed bliver ny ledende radiograf på Billeddiagnostisk Afdeling. Hun vender dermed tilbage til selvsamme afdeling, som hun arbejdede på fra 1998 til 2003.

Randers Centralsygehus, som det hed dengang, fik i 1996 sin første radiografstuderende på Billeddiagnostisk Afdeling. Den studerende hed Lisbeth Roed, og det er selvsamme studerende som nu, omtrent 20 år senere, vender tilbage til afdelingen, hvor det hele startede.

Lisbeth var fra 1996 løbende tilknyttet hospitalet som praktikant indtil hun i 1998 blev ansat som radiograf på selvsamme afdeling. Det var hun indtil 2003, og efter en årerække på AUH, senest som afdelingsradiograf i MR-centret, vender hun nu tilbage i en stilling som ledende radiograf her på regionshospitalet. Noget hun ser rigtig meget frem til:

"Jamen jeg glæder mig helt vildt til at starte. Det er jo lidt som at vende hjem igen, for jeg har både været studerende og ansat i Randers tidligere. Jeg var faktisk den første radiografstuderende i Randers. Nu er jeg selvfølgelig bare rigtig nysgerrig efter at møde mine nye kolleger og få hul på nogle spændende nye opgaver", fortæller Lisbeth, som tiltræder sin nye stilling 15. oktober.

Lisbeth Roed er 42 år og bor på Norddjurs med sin mand, sine to børn, familiens to beagler og diverse andre dyr.