23. november 2016

Susanna Deutch, ledende overlæge i Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers, tiltræder en stilling som overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital pr. 1. januar 2017.

Susanna Deutch har været ansat på Akutafdelingen siden 2014, først som konstitueret ledende overlæge, og fra 2015 i en fast stilling, som afdelingens ledende overlæge. Hun har bidraget til udvikling af arbejdet i de Akutafdelingens nye rammer, men forlader nu det administrative ledelsesarbejde til fordel for det kliniske arbejde og patienterne. 

- Stillingen på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er en af de stillinger, man ikke siger nej til. Jeg var ikke i tvivl, da jeg fik stillingen tilbudt. Jeg har været uden for faget i to år nu, og jeg har savnet det kliniske arbejde og patienterne. Derfor glæder jeg mig til at komme tilbage til mit speciale, fortæller ledende overlæge Susanna Deutch. 

Det er en stor kapacitet Regionshospitalet Randers mister i Akutafdelingen, men hospitalsledelsen glæder sig på Susanne Deutchs vegne. 

- Vi er glade på Susannas vegne og ønsker hende held og lykke i det nye job. Susanna har bidraget væsentligt til Akutafdelingens faglige udvikling og sat sit mærke på omgivelserne i afdelingen. Hun er en dygtig leder og en meget vellidt kollega, som vil blive savnet, fortæller Lone Winther Jensen, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Randers. 

Susanna Deutch er uddannet medicinsk kandidat fra Aarhus Universitet i 1999 og speciallæge i intern medicin/infektionsmedicin i 2012. Hun blev ansat på Regionshospitalet Randers i 2012 som overlæge på Medicinsk Afdeling, hvorefter hun fik ansættelse i Akutafdelingen.

Stillingen som ledende overlæge i Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers vil blive slået op snarest muligt, og hospitalsledelsen vil inden for kort tid vurderer om stillingen skal midlertidigt konstitueres.