18. november 2016

3 afdelinger og 2 forskningsårsstuderende på Regionshospitalet Randers er gået sammen i et fælles forskningsprojekt for at finde svaret på, om blodpropper i hjertet kan opdages tidligere.

Hvert år indlægges 70.000 danskere på mistanke om blodprop i hjertet. Ud af dem viser 8000 sig at have en blodprop i hjertet. Jo tidligere vi kan vurdere, hvilke patienter der har en blodprop i hjertet, jo hurtigere kan vi sikre, at patienterne får den rette behandling, og samtidig kan vi minimere den skade, der sker på hjertet i forbindelse med en blodprop.


Camilla Hansen og Camilla Bang med de vigtige blodprøver.

De to forskningsårsstuderende Camilla Hansen og Camilla Bang, der er tovholdere i projektet, fortæller, at en blodprop i hjertet hos patienter med brystsmerter i dag diagnosticeres på baggrund af to blodprøver: en ved indlæggelsen og en 3 timer efter. Hvis patienten har en blodprop i hjertet, vil der være forskellige markører i blodprøven, der ændrer sig.

Forskningsprojektet går ud på, at man i projektperioden også tager blodprøver efter 30 minutter og 1 time hos de patienter, der ønsker at deltage, for at se om markørerne allerede ændrer sig, før der er gået 3 timer.

De patienter, der siger ja til at være med i projektet, skal ikke stikkes flere gange end de patienter, der kun får taget to blodprøver, da blodprøverne tages fra en såkaldt intravenøs adgang.

"Vi vil gerne sige tak på forhånd til alle de patienter, der vil deltage i forskningsprojektet", siger Camilla Bang, og Camilla Hansen tilføjer: "Det kunne være fantastisk, hvis det viser sig, at vi indenfor en time kan afklare, om patienter med brystsmerter har en blodprop i hjertet eller ej. Det kan potentielt betyde en tidsgevinst på 2 til 2½ time for hver patient i forhold til den videre behandling".

Projektet starter mandag den 21. november.

Foto: Helle Brandstrup Larsen