Årets patienttilfredshedsundersøgelse viser en høj tilfredshed blandt de kvinder og deres partnere, hvis barn kommer til verden på Regionshospitalet Randers.

Tilfredsheden med at føde på Regionshospitalet Randers er høj. Hos  kvinderne er 97 % tilfredse med den samlede oplevelse af fødslen, mens tilfredsheden for de adspurgte partnere var 100 %. I 20 ud af 40 spørgsmål ligger hospitalet over landsgennemsnittet, og der er sket en stigning i tilfredsheden blandt de fødende i 9 ud af 40 spørgsmål.

94 % af de fødende er således tilfredse med jordemoderens tilstedeværelse på fødestuen, og 91 % er enige i, at perioden fra fødsel til udskrivelse var passende. Samtidig føler de nybagte mødre sig generelt godt klædt på til at komme hjem. 97 % var trygge eller meget trygge, da de skulle hjem fra hospitalet, og 94 % følte, at de havde en tilstrækkelig viden om, hvad de skulle være opmærksomme på i forhold til barnets trivsel (eks. gulsot, urin-, afførings- og sovemønster).

Nyfødt på Regionshospitalet Randers. Foto: John Bräuner

- Vi er meget stolte af de flotte resultater i undersøgelsen. Vi ønsker, at alle fødende i Randers skal have et godt og trygt fødselsforløb, hvor der bliver lyttet til deres og deres partners behov, siger chefjordemoder Lone Neumann. Vi ønsker dog fortsat at forbedre os. Særligt skal vi kigge på behovet hos den fødende for smertelindring under fødslen (74 % er tilfredse), mens vi dog samtidig glæder os over, at tilfredsheden med støtten fra personalet under fødslen er høj (95 %), fortæller Lone Neumann.

Kommunikation i fokus

I den generelle patienttilfredshedsundersøgelse er patienterne på Regionshospitalet i stigende grad tilfredse med deres forløb på hospitalet. Det gælder særligt for de patienter, hvis indlæggelse er planlagt og særligt for de områder, der handler om information og kommunikation. 

- Vi er glade for, at der er fremgang i patienttilfredsheden generelt set, og vi er særskilt glade for at se, at de patienter, der bliver indlagt hos os, i stigende grad er tilfredse med, hvordan vi kommunikerer med dem omkring udskrivelse samt hvordan vi involverer patienterne og taler med dem om, hvordan de har det, siger sygeplejefaglig direktør Marianne Jensen.

- Dialogen med borgerne er netop et fokusområde for vores igangværende organisationsudviklingsforløb, som alle ledere og mellemledere på hospitalet deltager i, og det er dejligt, at den indsats, vi gør, er noget af det, vi kan aflæse i patienternes tilfredshed. Vi hviler dog ikke på laurbærrene her på stedet, men arbejder målrettet videre for at patienterne skal blive endnu mere tilfredse med deres forløb på hospitalet, fortæller Marianne Jensen.

Fakta

  • Der fødes ca. 2000 børn om året på Regionshospitalet Randers.
  • I 2015 var 36.000 borgere indlagt på hospitalet.
  • Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) bliver gennemført en gang om året. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem de fem regioner, Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
  • LUP 2015 består af flere forskellige undersøgelser. De der bliver offentliggjort i dag dækker:
    • Det somatiske område (planlagt indlagte patienter, akut indlagte patienter og ambulante patienter)
    • Fødende (fødende kvinder og deres partnere)
  • Læs mere om LUP-konceptet for somatikken og find de nationale rapporter: patientoplevelser.dk/lup
  • Hos DEFACTUM, Region Midtjylland, kan du gå mere i dybden med de regionale tal. Se www.rup.rm.dk

Yderligere oplysninger

Sygeplejefaglig direktør
Marianne Jensen
Tlf.: 78 42 01 03/M 40 71 64 38

Chefjordemoder Lone Neumann
Mail: loneneum@rm.dk
Tlf.:  78 42 11 03/M 28 55 32 38


Nyhed 16. marts 2016