På Regionshospitalet Randers er 200 år gamle sorter af de grove grøntsager på vej tilbage på patienternes tallerkner. De er nemlig sundere end dem, der dyrkes i dag.

Man kan ikke se, at de er forskellige, men man kan smage det. Med det blotte øje vil kål, selleri og gulerødder ligne sig selv, men patienter med en sød tand vil nok blive overraskede.

Den søde smag

De grøntsager, som vores forfædre dyrkede, og som forskere nu laver forsøg med, var nemlig noget mere bitre end dem, vi sætter tænderne i i dag. Forskellen er, at moderne grøntsager er forædlede i mange led og med tiden gjort sødere og sødere.

"Det er en rigtig god ide at få de gamle rodfrugter og kåltyper frem i lyset igen", siger professor i ernæring og overvægt Jens Meldgaard Bruun, Regionshospitalet Randers.
"Jeg er modstander af, at vi forsøger at forsøde alle fødevarer, så alt, hvad vi putter i munden, med tiden bliver sødere og sødere".

Nye opskrifter på vej

I regionshospitalets køkken vil personalet den kommende tid arbejde med at opfinde lækre opskrifter med de bitre grøntsager.

Kålen gøres klar i hospitalets køkken. Foto: Helle Brandstrup Larsen

"Vi har sat os for at udvikle retter, som er så lækre, at selv patienter med lille appetit har lyst til at spise mange af de sunde grøntsager", fortæller hospitalets cheføkonoma Mona Carøe.

"Vi danskere har desværre vænnet os til, at alting skal smage sødt – nu vil vi prøve at gå den modsatte vej og skabe lækre retter af de grove bitre grøntsager".

Godt for kolesteroltallet

Professor Jens Meldgaard Bruun glæder sig til at få den originale smag tilbage i grøntsagerne.

"Problemet er, at jo mere vi vænner os til at spise søde ting, jo flere søde sager får vi lyst til", fortæller han. "Derfor er det en rigtig god ide at vende tilbage til vores originale, danske fødevarer".

Samtidig tyder forskningen foreløbig på, at de bitre grøntsager har en gavnlig effekt på kolesteroltallet, hvis man spiser de anbefalede 500 gram om dagen.

Medarbejderne bliver testkaniner

De nye retter afprøves i hospitalets kantine, sådan at de ansatte kan fungere som testpersoner på den mad, der, når udviklingsarbejdet er færdigt, serveres for patienterne.

Yderligere oplysninger

Professor, overlæge Jens Meldgaard Bruun, Regionshospitalet Randers
Mail: jensbruu@rm.dk
Tlf.: 78 42 16 23

Cheføkonoma Mona Carøe, Regionshospitalet Randers
Mail: Monajeen@rm.dk
Tlf.: 78 42 26 01/M: 28 72 26 42

 

Nyhed 22. september 2016