På Regionshospitalet Randers er der på tre år sket et fald på 32% i antallet af nyfødte, der genindlægges efter fødslen p.g.a. dårlig trivsel. 

Fotograf John Bräuner

På Regionshospitalet Randers er der på tre år sket et fald på 32% i antallet af nyfødte, der genindlægges efter fødslen p.g.a. dårlig trivsel.

Det er et velfungerende samarbejdet mellem Regionshospitalet Randers som fødested og sundhedsplejen i kommunerne omkring hospitalet, der er årsagen til, at flere babyer slipper for en tur på hospitalet indenfor de første fire leveuger. Det viser en ny årsrapport, som er blevet til i et samarbejde mellem hospitalet og kommunerne.

På hospitalet tilbydes familierne en efterfødselskonsultation med en jordemoder 48-72 timer efter fødslen, og ellerede på 4.-5.-dagen efter fødslen kommer sundhedsplejersken på besøg i hjemmet.
Hospitalet har inden hjemmebesøget sendt et elektronisk brev til kommunens sundhedspleje med information om vægt, trivsel, amning og andre relevante registreringer.

"Vores tætte samarbejde med sundhedsplejerskerne er afgørende for, at vi undgår genindlæggelser", fortæller chefjordemoder Lone Neumann, Regionshospitalet Randers.

"Vi ser somme tider, at flergangsfødende selv vurderer, at det hele går fint, hvis barnet er roligt og spiser. Men de glemmer måske at være opmærksomme på tegn, der kan indikere, at barnet ikke er i god trivsel. Den fælles opmærksomhed mellem hospital og sundhedsplejen på hele forløbet er afgørende for, at overgangen fra hospital til hjemmet går bedre", siger hun.

"Den gode dialog og den tætte korrespondance gør, at vi har en bedre sammenhæng i det, vi siger og gør. Vi taler det samme sprog, og det giver familierne tryghed, at alle fagpersoner er opdaterede på, hvad der er gået forud", siger Lone Neumann.

Især en skærpet opmærksomhed på barnets tredje levedøgn har medvirket til det store fald i antallet af genindlæggelser. Det er i det døgn, barnet screenes for medfødte sygdomme med en hælprøve samtidig med, at hørelse, vægt og generel trivsel undersøges.

Fakta:
Den tværsektorielle indsats, som har reduceret antallet af genindlæggelser, sker i et samarbejde mellem:
Fødeafsnit, barsels/familieafsnit og neonatalafsnit Regionshospitalet Randers
Sundhedsplejen i Randers Kommune, Norddjurs Kommune, Syddjurs Kommune, Favrskov Kommune og Mariagerfjord Kommune

Yderligere oplysninger:
Kvalitets- og udviklingsjordemoder Trine Fritzner, Regionshospitalet Randers
Mail: trijense@rm.dk
Tlf.: 78 42 10 26/M 61 66 11 58

Chefjordemoder Lone Neumann, Regionshospitalet Randers
Mail: loneneum@rm.dk
Tlf.: 78 42 11 03/M 28 55 32 38

Nyhed 21. marts 2016