Mandag den 27. april mødte de medarbejdere, der havde mulighed for det, op i Kantinen for at høre hospitalsledelsen præsentere forslaget til regionale besparelser 2015-2019.

Præsentation af spareplan på Regionshospitalet Randers. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Lægefaglig direktør Lone Winther Jensen præsenterer sparekataloget fra Region Midtjylland. Foto: Helle Brandstrup Larsen

-  I gør det utroligt godt og det har flyttet i diskussionerne i de otte sparegrupper. Derfor får vi som hospital lov til at beholde alle vores specialer og lave mere af det, vi er rigtig gode til, sagde lægefaglig direktør Lone Winther Jensen til de mange fremmødte medarbejdere i kantinen.

Ikke kliniske områder rammes hårdt

I gennemgangen af forslagene til besparelser lagde hospitalsledelsen vægt på, at selvom de kliniske områder bliver ramt, så er det de ikke-kliniske områder som kommer til at betale de store regning.

Medarbejdere til fællesmøde i Kantinen. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Medarbejdere til fællesmøde i Kantinen. Foto: Helle Brandstrup Larsen

- Klinikken får et hak, men det gør funktionerne omkring klinikken så sandelig også. Her skal der findes besparelser for 310,5 mio. kr. hvilket svarer til cirka halvdelen af det samlede beløb i Region Midtjylland.

Berørte aktiviteter

Af spareplanen fremgår det, at Regionshospitalet Randers både får tilført aktiviteter og skal afgive aktiviteter:

Tilførsler:

  • Patologien samles i Randers
  • Hovedfunktionsaktiviteter fra Aarhus Universitetshospital (AUH)
    (der bliver tale om specialer inden for medicin, kirurgi og ortopædkirurgi men hvad og hvordan vides endnu ikke)

Reduktioner:

  • Ændringer af Akutklinikken i Grenaa til enheder, der varetager diagnostiske ydelser (røntgenoptagelser og blodprøver)
  • Radiologisk lægevagt flyttes til AUH
  • Akutbil Randers (de to akutbiler bliver til en og placeres i Kolind)

Samlet set skal Regionshospitalet Randers finde besparelser for ca. 47,1 mio. kr.   

Oplæg til politikerne

Sygeplejefaglig direktør Marianne Jensen præciserede, at der i første omgang er tale om et oplæg til politikerne, som skal i høring. Først i juni kender vi det færdige sparekatalog.

Link

Se regionens spareforslag

 

Nyhed 28-04-2015