Overlæge Catrin Iversen i ebola-lejrens gummistøvlevaskeri


Lejren i Sierra Leone


 

- Det bedste var at sende en overlever hjem.

Overlæge Catrin Iversen er ikke i tvivl om, hvad der fik hende til med kort varsel at melde sig til Forsvarets udsendelse af læger og sygeplejersker til Sierra Leone. Hun er selv begge dele. Først sygeplejerske og for 12 år siden også uddannet læge.

- Det stærkeste billede, jeg har på nethinden, er, da jeg sad med en lille ét-årig pige. Hendes mor var død, og jeg tænkte: ”Her kommer jeg fra det rigeste land i verden med en høj uddannelse til et af de fattigste lande, og her sidder jeg med et forældreløst barn med en af verdens værste sygdomme”.
Det var en meget voldsom kontrast, fortæller Catrin Iversen.

Hun har tidligere arbejdet som læge på et lille landsbyhospital i Tanzania. Siden hun var ung, har hun vidst, at hun ville ud i verden og hjælpe, også selvom det betyder, at man som udsendt skal leve på en pind.

- Det er vigtigt at hjælpe dér, hvor nøden er størst. I Sierra Leone er der ikke andre til at gøre, det vi gør, fortæller hun. Man er på en måde ved livets kilde, når man kan gøre noget ekstraordinært.

- Det er en enorm tilfredsstillelse med små midler at redde et barns eller et ungt menneskes liv, fortæller hun.

Inden udsendelsen var Catrin Iversen gennem læge-, tandlæge- og psykologtjek. Nogle på holdet blev sorteret fra på grund af f.eks. paradentose eller forhøjet blodtryk. Eller de bestod ikke den psykologiske test.

- Jeg forstår godt, at kravene er skrappe, siger Catrin Iversen. For det var virkelig hårdt at være dernede, især rent fysisk.

Specielt rumdragterne, som var obligatoriske i arbejdet, var en prøvelse. De er så tætte, at en del får problemer med angst, klaustrofobi og svimmelhed. Dragten er som en kropsnær, helt tæt regnfrakke, og en dagstemperatur på 35 grader gør det til en udfordring af de store at arbejde i den.

- Også mundmasken var helt tæt, fortæller Catrin Iversen. Så bare jeg åndede én gang, duggede mine briller. Jeg måtte helt opgive at bruge dem og nøjes med at arbejde med de obligatoriske dykkerbriller. Heldigvis havde jeg en hjælper, som kunne læse navnene på patienternes armbånd.

Stor positiv respons på arbejdet
I hospitalslejren arbejdede Catrin Iversen og hendes kolleger i telte indenfor en indhegning med sluser ved ind- og udgangen. Patienterne i lejren deles op i tre grupper, som er indlagt i hvert sit kæmpestore telt: De måske syge med ebola, de sandsynligt syge og de helt sikkert syge med ebola. P.g.a. smittefaren er der strenge regler for, hvordan personalet må bevæge sig mellem de tre telte.

- De stærkeste oplevelser var, når jeg kunne sige til en patient: ”Du er ebola-surviver”, fortæller Catrin Iversen.

- Folk dør meget hurtigt af den sygdom, og det var meget mærkeligt at opleve stærke unge mænd med alle muskler i behold dø lynhurtigt. I Danmark er vi er vant til, at man er tynd og afkræftet, når man dør af sygdom. I Sierra Leone er de friske helt op til et par dage, før de dør, siger hun.

Når en ebola-patient ikke har haft symptomer i tre dage, er han klar til at komme hjem. Men inden da sendes han i brusebad, hvor han vaskes med klor. Han får nyt tøj og mad med til 60 dage fra WHO. Han får også en ny madras, for hans egen er destrueret for at begrænse smitten.

Det allervigtigste, de helbredte patienter får med hjem, er en flot attest med segl fra regeringen. Med den kan de nemlig bevise, at de er raske og dermed undgå at blive udstødt af samfundet.

- Den største glæde var at mærke den respons, vi fik på vores arbejde, fortæller Catrin Iversen. Jeg mødte meget umiddelbare og glade mennesker med nogle meget nære værdier. De passer på hinanden i familierne, og taknemligheden over de nære ting er stor.

Hårdest for de unge udsendte
Især de unge udsendte kan have svært ved at klare de barske oplevelser. Hvis man selv har små børn eller gerne vil have det, er det ekstra svært at se helt små børn dø. I Sierra Leone har gravide kvinder en risiko på 93% for at dø, og nyfødte med ebola overlever højst to dage.

Sygdommen er meget speciel og ekstra farlig ved, at den spredes gennem menneskelig omsorg, f.eks. når en mor tager sig af sit barn. Så den sikreste måde at klare frisag er i virkeligheden at vende ryggen til de syge.

- Jeg er trænet til at tage mod meget syge mennesker, som måske dør. Det er min hverdag på Akutafdelingen på regionshospitalet, så jeg kunne godt klare det, siger Catrin Iversen.

- Og på en måde var de store dragter en hjælp, for med dem på var kontakten ikke så tæt. Det kunne ikke lade sig gøre at kommunikere med kropssprog inde i rumdragten, og jeg kunne jo ikke sproget, fortæller hun.

- Men frygten for selv at få sygdommen var der hele tiden. Den var med i hverdagen, så selvfølgelig var jeg bange.

- Især en bestemt dag, hvor jeg havde gået tur i byen i nærheden, tænkte jeg, om jeg havde været for tæt på nogen. Men vi passede meget på. Rørte ikke ved nogen., drak aldrig af hinandens glas og var meget omhyggelige med hygiejnen.

Det var en ulige kamp
I tre uger efter hjemkomsten har Catrin Iversen måttet holde sig hjemme i en form for karantæne. Onsdag i sidste uge blev hun erklæret helt udenfor risiko for selv at være smittet, og fra i mandags havde hun grønt lys til at begynde på sit overlæge-job igen.
Inden da brugte hun weekenden på et arrangement hos Røde Kors for sundhedspersonale, der er klar til at blive sendt ud.

- Jeg skal helt sikkert af sted igen til en flygtningelejr eller et katastrofeområde., fortæller hun.
- Næste gang skal det være et sted, hvor jeg kan udføre lægearbejde hele dagen og helbrede mennesker. I Sierra Leone var det mest pleje, der var brug for, og som læge synes jeg, at jeg kæmpede en ulige kamp, siger hun.

Indtil Røde Kors kalder, vil Catrin Iversen være at finde på Akutafdelingen på regionshospitalet. Med sig hjem har hun blandt de mange stærke oplevelser en massiv træning i at bevare overblikket og arbejde under stress.

Ambulance i Sierra Leone

 

Catrin Iversens hjem i de otte uger i Sierra Leone

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Catrin Iversens hjem i de otte uger i Sierra Leone

 

Nyhed 04-03-2015