KOL-patienter, som har været indlagt på Regionshospitalet Randers, får nu hjælp af hospitalet, også når de er kommet hjem. Allerede dagen efter udskrivelsen og igen en uge senere ringer hospitalet til patienterne, og mange får desuden besøg af KOL-sygeplejersker fra hospitalet derhjemme.

KOL er en kronisk sygdom, som giver problemer med at få luft, og som gradvis forværres. Den gik tidligere under betegnelsen rygerlunger.

- For mange patienter er det angstprovokerende at have vanskeligt ved at få luft. De er utrygge, når de kommer hjem, og så ringer de 112. Det fører til mange genindlæggelser, fortæller oversygeplejerske Bente Fogh, Medicinsk Afdeling.

Med telefonopringningerne sikrer hospitalet, at patienterne har det godt og har overblik over, hvordan de skal tage deres medicin. Mange KOL-patienter bor alene, og opringningerne er med til at skabe tryghed og give svar på tvivlsspørgsmål.

- Det er efter udskrivelsen, at man har brug for ekstra støtte og hjælp til at genvinde de daglige funktioner, siger afdelingssygeplejerske Birthe Larsen, Medicinsk Sengeafsnit 2. Derfor besøger vi patienterne i deres hjem for at gennemgå forløbet med dem, kigge på om medicinen er den rigtige og undersøge, om der kan være en infektion på vej.

Mange genindlæggelser af KOL-patienter skyldes infektioner, og på hjemmebesøget kan hospitalet sætte antibiotika-behandling i gang, så patienterne slipper for at skulle indlægges igen.

- Det er vigtigt, at KOL-patienter er indlagt så lidt som muligt. Dels fordi de kan miste evnen til at klare daglige funktioner, og dels fordi de har nedsat immunforsvar og risikerer at få en infektion, siger oversygeplejerske Bente Fogh.

KOL opstår næsten altid i forbindelse med rygning, men sygdommen kan også skyldes miljøpåvirkninger. Der er knap 30.000 patienter med KOL i Region Midtjylland.

Yderligere oplysninger:
Oversygeplejerske Bente Fogh
Medicinsk Afdeling
Tlf.: 78 42 16 02

Afdelingssygeplejerske Birthe Larsen
Medicinsk Sengeafsnit 2
Tlf.: 78 42 18 71

 

Nyhed 2. juni 2015