Som det første sted i landet, får Regionshospitalet Randers i dag en fælles akutafdeling for både fysisk og psykisk syge. Flere hospitaler følger.

- Vi har længe ønsket at modtage akut syge patienter samme sted, uanset om man er fysisk eller psykisk syg. Vi skal kunne tage hånd om alle de problemer vores akutte patienter har ét og samme sted, siger formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

Visionen for akuthospitalet lyder: Rette hjælp på rette tidspunkt. Men erfaringen viser, at det ikke altid er lige let at skelne, om akutte patienter har mest brug for psykiatrisk eller somatisk hjælp. 

Eksempelvis kan ældre mennesker reagere med psykiatriske symptomer som hallucinationer, hvis de får fysiske problemer som smerter eller infektioner. Mange patienter kan også have både fysiske og psykiske problemstillinger på samme tid.

Mindske ulighed

Håbet er, at den fælles indgang vil bidrage til at holde mennesker med en psykisk sygdom mere raske.

Statistikkerne taler nemlig deres eget triste sprog. Mennesker med en psykisk sygdom kan eksempelvis forvente at leve 15-20 år kortere, og tre ud af fire psykisk syge har også en eller flere somatiske sygdomme.

På den baggrund glæder formand for regionens psykiatriudvalg, Henrik Gottlieb, sig også over premieren:
- Jeg tror, det bliver rigtig godt for vores patienter. Med den fælles indgang kan man koordinere tingene, og patienterne kan få den rigtige behandling fra starten siger han.

Følges med forskning

Akutafdelingen i Randers bliver den første. Men helt sikkert ikke den sidste, der bliver fælles for psykisk og fysisk sygdom.

De øvrige fire akuthospitaler i Region Midtjylland arbejder også på at skabe en fælles indgang for alle patienter.

Men inden det sker, skal de første erfaringer fra Randers samles op og evalueres. Det sker blandt andet med et forskningsprojekt og med løbende evalueringer.

Fakta

Den fælles akutafdeling skal tage imod alle patienter med psykiatriske problemstillinger. Undtagen:

  • Patienter, der har en behandlingsdom
  • Patienter, der indlægges med tvang, på gule eller røde papirer.
  • Patienter, der har en ”åben” indlæggelse.

Den fælles indgang for alle patienter betyder, at alle akutte patienter vurderes af erfaren læge tidligt i forløbet. Den forløbsansvarlige læge har altid mulighed for at involvere speciallæger fra hospitalets øvrige afdelinger – f.eks. psykiatrisk afdeling.

På akutafdelingen bliver der foretaget en tværfaglig vurdering af alle patienter. Den tværfaglige vurdering kan føre til, at patienten:

  • Bliver diagnosticeret, måske med efterfølgende kort behandling, og herefter kan tage hjem.
  • Bliver kort tid på akutafdelingen, for at blive stabiliseret inden han eller hun kommer hjem.
  • Bliver visiteret til en relevant anden afdeling. Eksempelvis psykiatrisk afdeling.
  • Der bliver altid taget stilling til en plan for den videre behandling.

Personalet på akutafdelingen i Randers har været igennem et uddannelses-program op til åbningen 1. oktober.

Her har der været fokus på de særlige problemstillinger, der kan gælde for patienter med psykiatriske lidelser.

Det ligger endnu ikke helt fast, hvornår akutafdelingerne på de øvrige fire akuthospitaler i regionen bliver fælles for både fysisk og psykisk syge. Planen er, at det skal ske inden for de næste fem år i takt med at byggerierne bliver færdige.

Læs mere om arbejdet med det døgnåbne akuthospital i Region Midtjylland på: www.ah.rm.dk

Tre eksempler

Følgende tre eksempler illustrerer, hvorfor det er vigtigt, at patienter med fysiske og psykiske symptomer modtages samme sted, før de eventuelt bliver hjulpet videre i systemet:

Eksempel 1: Løver i lejligheden

Vagtlægen henviser en ældre dame til akutafdelingen. Hun vil forlade sin lejlighed, da hun mener, der er løver i den.

I virkeligheden har damen en banal urinvejsinfektion. Men det er helt almindeligt, at ældre mennesker kan få akutte, psykiatriske symptomer, som eksempelvis synshallucinationer, når de har fysiske problemer.

Den vigtigste opgave hurtigst muligt at finde den udløsende faktor eks. fysisk sygdom, medicinbivirkninger, smerter etc., så patienten kan komme hjem i vante omgivelser.

Eksempel 2: Sår og abstinenser

En ung mand henvises til akutafdelingen med en høj promille. Han er kendt med et langvarigt alkohol- og stofmisbrug. Han har mange sår på kroppen, der stammer fra fald, dårlig ernæring og bivirkninger af misbruget. Patienten har let feber, hvilket kan skyldes abstinenser eller infektioner fra sårene.
På akutafdelingen bliver der taget relevante blodprøver og sårene renses.

Man finder en let infektion, der behandles, og den unge mand bliver afruset og får behandling for sine abstinenser.

Med en fælles akutafdeling kan både de psykiatriske (alkohol- og stofmisbrug) og de somatiske (infektioner og sår) problemstillinger klares ét sted.

Eksempel 3: Oprevet og ondt i maven

En midaldrende kvinde henvender sig til akutafdelingen. Hun fortæller, hun har langvarige mavegener, og er svært forstoppet. Men hun virker også voldsomt opkørt. Hendes adfærd giver mistanke om, at der måske også er en psykiatrisk problemstilling og hun bliver derfor tilset af både en psykiatrisk og en somatisk læge.

Efter en fælles vurdering kommer lægerne frem til, at problemstillingen først og fremmest er psykiatrisk. Patienten bliver indlagt på psykiatrisk afdeling samtidig med, at der bliver iværksat behandling for forstoppelse.

Flere oplysninger

  • Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjyllands rådgivende udvalg vedrørende Hospitalsområdet: 2360 2768 / kuhnau@rr.rm.dk 
  • Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Region Midtjyllands rådgivende udvalg vedrørende psykiatri- og socialområdet: 2129 9726 / henrik.hansen@rr.rm.dk
  • Christian Boel, Konstitueret Koncerndirektør: 7841 0050 / 2374 9162 / christian.boel@stab.rm.dk
  • Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Randers, formand (delt formandskab) for projektets styregruppe*: 7842 0103 / 40716438 / mamjen@rm.dk
  • Claus Lassen Graversen, sygeplejefaglig direktør, Psykiatri- og Social, formand (delt formandskab) for projektets styregruppe*: 7847 0021 / 2962 9045 / claus.graversen@ps.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/

*Styregruppen for pilotprojekt vedrørende fælles modtagelse af akut somatisk og psykiatrisk syge patienter i akutafdelingen på Regionshospital Randers.

 

Nyhed 1. oktober 2015